Afskaffelse af IVS’er betyder fald i antallet af nye virksomheder

Det viser tal fra Dansk Erhverv

Særligt de unge iværksættere skærer igennem.

Annonce

Siden 2015 er antallet af 18-24-årige webshop-ejere steget fra omkring to til syv procent. De unge står altså for en stigende del af de danske start-ups. Men nu er der blevet sat en kæp i hjulet - i hvert fald for IVS'ere.

Virksomhedsformen IVS har eksisteret siden januar 2014, og der er oprettet mere end 41.000 af denne type.

Antallet af de nye selskaber har været stigende de seneste år, men mange af disse er konkursramte.

Det skrev Ehandel.dk også om i starten af april 2018.

LÆS OGSÅ: Stor stigning i konkurser i marts

I maj og juni 2019 er der sket et betydeligt fald af de såkaldte IVS’er, sammenlignet med samme måneder i 2018.

Det sker efter, at det pr. 15. april ikke længere er muligt at etablere et Iværksætterselskab.

Antallet af nyetablerede selskaber i juni 2019 er på 2.420, hvilket er et fald på 27 procent i forhold til juni 2018.

Annonce

Dansk Erhverv så gerne, at man i stedet for at afskaffe Iværksætterselskaber havde set på andre muligheder, der fortsat giver iværksættere mulighed for at stifte et selskab med et lavt kapitalkrav.

- Det er ærgerligt, at vi har ladet de brodne kar ødelægge mulighederne for alle de lovende iværksættere i Danmark, som stifter et Iværksætterselskab med gode intentioner. Iværksættere er dem som skaber fremtidens vækst og arbejdspladser, derfor er det vigtigt, at vi sikrer gode vilkår for at starte virksomhed i Danmark, siger Jasmina Pless, chefkonsulent for iværksætterpolitik i Dansk Erhverv, i en pressemelding.

Hun påpeger vigtigheden af at kunne stifte et selskab med lavt kapitalkrav:

-For flere af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder har Iværksætterselskaber været altafgørende for, at virksomheden kunne blive stiftet. Flere har startet deres virksomhed som et Iværksætterselskab og senere omdannet virksomheden til et anpartsselskab, da den var moden til det.

I de kommende måneder vil det blive tydeligere, hvad konsekvenserne af afskaffelse af den eftertragtede selskabsform har af betydning for, hvor mange danskere der vælger at springe ud i livet som iværksætter.