Alexa sladrer

Amazon lytter med, når du snakker med din Echo-højttaler

Annonce

Det er da smart, at man kan spørge Alexa om, hvor den nærmeste italienske restaurant ligger, eller hvordan vejret bliver i morgen, uden at man behøver at sige, hvor man befinder sig. Men hvis Amazons digitale assistent så lige ville være så venlig at holde mund med, hvad hun ved om én, ville det være en hel del smartere – og noget mere trygt.

D. 10. april kunne Bloomberg berette, at der sidder et hold medarbejdere hos Amazon og lytter til nogle af de mange samtaler, som brugerne har med deres husalf, Alexa, og at medarbejderne kunne se den enkelte brugers fornavn og brugernummer samt serienummeret på deres Alexa-enhed.

Annonce

Amazon udtalte dengang, at det ikke var muligt for medarbejderne at identificere personer ud fra de oplysninger, de indsamlede, og sang en lang sang fra de varme lande om sikkerhedsforanstaltninger, kryptering, multi-faktor-autentificering og nultolerance-politik.

Ifølge Bloomberg fortæller fem anonyme Amazon-medarbejdere nu, at det er let at indsamle en brugers GPS-koordinater fra Alexas system og lægge dem ind i f.eks. Google Maps for at finde frem til den pågældende brugers adresse. Bloomberg skal endda have set en Amazon-medarbejder demonstrere dette og på under et minut gå fra en optagelse af en persons Alexa-samtale til hvad der så ud til at være et billede af vedkommendes hus og tilhørende adresse.

LÆS OGSÅ: Påskestrejke hos Amazon

Advokat og underviser på Georgetown Law’s Communications i USA Lindsey Barrett er foruroliget over Amazons skødesløse omgang med brugernes placeringsdata.

– Hver gang nogen indsamler oplysninger om, hvor du er, betyder det at oplysningerne risikerer at falde i hænderne på nogen, der kan finde dig, når du ikke vil findes, siger hun.

I forbindelse med de fem anonyme medarbejderes udtalelser siger Amazon:

– Adgangen til interne værktøjer er yderst kontrolleret og tildeles kun et begrænset antal medarbejdere, der har brug for disse værktøjer til at træne og forbedre tjenesten ved at behandle en ekstremt lille stikprøve af interaktioner. Vores politikker forbyder medarbejderadgang til eller brug af kundedata af andre årsager, og vi har en nultolerancepolitik for misbrug af vores systemer. Vi reviderer regelmæssigt medarbejderadgang til interne værktøjer og begrænser adgangen når og hvor det er muligt.

Det er uklart, hvor mange der har adgang til brugernes placeringsdata. To Amazon-medarbejdere siger, at de tror, at langt de fleste af de medarbejdere, der arbejder med Alexa-samtalerne, havde adgang indtil for nylig. Efter afsløringerne d. 10. april lader det dog til, at Amazon begrænsede adgangen i et eller andet omfang.