Amazon går i flæsket på PayPal: Forbyder kunder at bruge plugin

"Du skal straks afinstallere”.

I november gik PayPal på massivt indkøb og betalte lige knap 30 milliarder danske kroner for en plugin browser ved navn Honey.

Et program, der - automatisk - hjælper brugerne med at finde rabatkoder til forskellige onlinebutikker, de besøger.

Annonce

PayPal, og Honey, fik dog pludselig en ubehagelig stor konkurrent på nakken.

ArsTechnica oplyser, at Amazon forsøgte at bremse brugen af programmet midt i julehandlen.

Fra den 20. december gav Amazon en helt klar advarselsmeddelelse til alle kunder, der brugte Honey i løbet af deres besøg på Amazon-platformen:

Honey sporer din private shoppeadfærd, indsamler data såsom din ordrehistorik og gemte varer, og kan læse eller ændre dine oplysninger på ethvert websted, du besøger. For at holde dine private data sikre, skal du straks afinstallere plugin.

En advarsel, der formentlig er nået vidt omkring, idet Amazon tegner sig for omkring halvdelen af ​​e-handlen i USA.

Honey har efter sigende reageret forholdsvis hurtigt på angrebet og ændrede sit add-on-program for at undgå, at flere brugere skulle modtage advarslen.

Amazon har ikke kommenteret, hvorfor de, i første omgang, udpegede Honey som en sikkerhedsrisiko, men advarslerne er i hvert fald blevet fjernet.

Arstechnica påpeger endvidere, at Amazon selv ejer et plugin ved navn Amazon Assistant, der fungerer lidt ligesom Honey.

Annonce

Mange har derfor set advarslen som en konkurrencebegrænsende foranstaltning fra Amazons side.