Amazon Business slår rødder i det svenske.
Meget peger på, at Amazon snart lancerer sin e-handelsplatform for svenske forbrugere.
Flere eksperter har gættet på Black Friday, den 23. november 2018, som en potentiel lanceringsdato, mens andre mener at Amazons Sverige-planer forsinkes til næste år. Det skriver DI Digital.
Men nu står det klart, at Amazon har etableret en ny filial i Sverige.
Det handler om den amerikanske e-handels- og forretningsplatform Amazon Business EU, som har hovedsæde i Luxemburg, og kan findes i otte lande med en årlig omsætning på 90 mia. svenske kroner.
Den svenske filial blev registreret den 13. september i år.
- Selskabets formål er at indkøbe produkter af alle slags fra Amazon-selskaber og tredjepartsleverandører, for herefter at sælge og distribuere disse til virksomhedskunder på alle hjemmesider, der tilhører Amazon-koncernen, skriver DI Digital.
Svenske virksomheder har endnu ikke adgang
På Amazon Business kan producenter og distributører sælge og markedsføre deres produkter direkte til andre virksomheder.
I USA servicerer platformen omkring halvdelen af de 100 største private og børsnoterede selskaber.
Svenske virksomheder har hidtil ikke været i stand til oprette sig som sælgere på platformen - det er kun for de otte lande, hvor tjenesten er tilgængelig. Men de kan dog købe produkter gennem Amazon Business.
Tjenesten blev lanceret i 2015 og findes i landene: USA, Italien, Spanien, Tyskland, Storbritannien, Indien og Japan.
Kilde: Di Digital