Anna og Clara går online

Del af en større digital transformation

Mange fysiske butikker er blevet overhalet indenom af e-handlen. Det har sat sine spor i de danske gågader, hvor skiltetekster som ”Ophørsudsalg” og ”Til leje” præger billedet. Men der er én butikskæde, der som en anden Theodor Fælgen i Bjergkøping Grand Prix formår at klare sig i kapløbet med de store. Søstrene Grene.

Annonce

Den familieejede virksomhed har indtil nu udelukkende satset på salg i sine fysiske butikker, men fortæller nu i en pressemeddelelse, at der er en webshop på vej.

– For os handler det om at møde vores kunder, hvor de er, og at skabe værdi for dem, uanset om de besøger en Søstrene Grene-butik eller besøger det kommende online-univers. Den virkelighed, vi i dag lever i, er sådan, at vi alle sammen bruger mere tid online, så derfor er det også naturligt, at vi hos Søstrene Grene følger den udvikling, siger Mikkel Grene.

Webshoppen er en del af en større digital transformation, som Søstrene Grene har planer om. Ud over webshoppen indebærer det blandt andet en ny digital infrastruktur, et nyt systemlandskab, en ny hjemmeside og mere datadrevet og personaliseret kommunikation.

Stor efterspørgsel fra kunderne

– Vi har modtaget rigtig mange henvendelser fra kunder, der har et ønske om at kunne se vores produktsortiment på vores hjemmeside og også have muligheden for at købe vores produkter online, fortæller Mikkel Grene.

Han understreger dog, at den kommende webshop ikke vil erstatte virksomhedens ambitioner for de fysiske butikker. På nuværende tidspunkt Søstrene Grene 245 fysiske butikker over hele Europa samt Japan, og til efteråret går virksomheden også ind på det finske marked.

– De fysiske butikker er rygraden i vores virksomhed, og vores nye digitale strategi har ikke ændret vores ekspansionsplaner. Men i fremtiden ser vi frem til at kunne møde vores kunder på endnu flere platforme, end hvad vi kan i dag, siger Mikkel Grene.

Hvornår Søstrene Grenes webshop er klar til lancering, er endnu usikkert.

Annonce