Annette Falberg stopper på toppen

Siger farvel til en stærk brancheforening i vækst

Efter lige knap fire år som branchedirektør har Annette Falberg valgt at sige farvel til DI Handel. Hun efterlader en velfungerende organisation med et medlemstal, der er næsten tredoblet, siden hun for første gang satte sig i direktørstolen.

Annonce

Inden Annette Falberg kom til DI Handel, sad hun som administrerende direktør for FDIH, hvor hun i seks år havde arbejdet med e-handel på B2C-området. Da hun i 2015 søgte over til Dansk Industri, var det for at arbejde med B2B-handel og eksport.

– Når man kigger på e-handel, så er forbrugerdelen selvfølgelig vigtig, og den kæmper FDIH stadig bravt for. Men virksomhedsdelen, både handel mellem virksomheder og eksporten, er langt mere interessant og endnu mere udfordrende for at land som Danmark, siger Annette Falberg.

Økonomisk er både B2B-handlen og eksporten væsentlig større end B2C-handlen.

– Danskerne har omkring 800 milliarder kroner til forbrug, men den samlede omsætning i Danmark er ca. 4000 milliarder, altså fem gange så meget. Resten af omsætningen, om den så er digital eller offline, kommer fra eksport og handel mellem danske virksomheder, og her er der altså langt større digitale salgsudfordringer, som skal løses for at give øget vækst og især e-eksport. Det professionelle marked er som forbrugerne i stor stil blevet digitale indkøbere, fortæller Annette Falberg.

Hun begrunder også til dels sit skifte til Dansk Industri med de fordele, der følger med at være del af en større organisation, heriblandt muligheden for at trække på eksperter inden for analyse, økonomi og meget andet.

Digitalisering og eksport

Lige siden hun som 27-årig startede som chef i Nets (som dengang hed PBS), har Annette Falbergs mærkesager været digitalisering og eksport. Hendes store drive og blik for nye muligheder har ført til vigtige milepæle, ikke bare i hendes egen karriere, men også i dansk e-handels historie.

Helt tilbage i 1983, men hun var hos Nets, var Annette Falberg med til at lancere Dankortet, og efter en kort periode i telebranchen, hvor hun var med til at etablere det innovative mobilselskab Mobilix på det danske marked, kom hun i 1998 til Coop (det daværende FDB). Her var hun som internetdirektør en af de bærende kræfter bag lanceringen af Coop.dk (det daværende Nettorvet), som har spillet en vigtig rolle i udviklingen af dansk e-handel.

Annette Falbergs fokus på digitalisering og eksport har også sat sine tydelige spor hos Dansk Industri, både i selve organisationen og blandt medlemmerne.

Annonce

– Da jeg startede i DI Handel var der nogle af vores medlemmer, der sagde: ”Kan du ikke snakke om andet end e-handel?”. ”Nej. Og det burde I egentlig heller ikke.” Dengang var B2B-virksomhederne noget længere tilbage end de webshops, som handler med forbrugerne, men det er ikke længere tilfældet. Der er virkelig mange B2B-virksomheder, som er blevet mega-dygtige til digital handel, siger hun.

Det er tydeligt, at den skepsis over for digitalisering, som Annette Falberg oplevede i starten af sin tid hos Dansk Industri, er blevet langt mindre, og hun roser medlemsvirksomhederne for at have taget godt imod de tiltag, som DI Handel er kommet med i løbet af de seneste år.

– Vi har virkelig fået vores medlemmer til at vågne op. De kommer til vores arrangementer og deltage i vores forskellige tiltag, hvor mange har handlet om e-handel, e-eksport eller digitalisering, fortæller Annette Falberg.

Hun understreger dog, at opgaven med at digitalisere danske virksomheder er langtfra fuldført. Da kun godt 30 procent af alle danske virksomheder beskæftiger sig med e-handel, er der stadig masser at gøre for DI Handel.

Annette Falberg ser også et stort, uudnyttet eksportpotentiale hos danske virksomheder. Hvor godt den enkelte virksomhed formår at udnytte dette potentiale, afhænger i høj grad af, hvor synlig virksomheden er på nettet.

– Næsten 60 procent af alle B2B-indkøbere siger, at de søger på internettet, når de er på udkig efter nye leverandører, så hvis man ikke er synlig på nettet, er man jo nærmest fravalgt fra starten, siger hun.

LÆS OGSÅ: Vejen til en bedre bundlinje

SMV:Digital – den sidste milepæl

Lanceringen af Dankortet, etableringen af Mobilix og lanceringen af Nettorvet er alle sammen milepæle, som Annette Falberg ser tilbage på med stor tilfredshed. Men der er en milepæl, der overgår dem alle: SMV:Digital.

SMV:Digital er en tilskudsordning, som ved hjælp af individuel rådgivning skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med digitalisering og eksport. Helt fra begyndelsen har Annette Falberg været en varm fortaler for ordningen, som hun har ydet en stor indsats for at få indført.

– Da vi gik i gang med SMV:Digital, tænkte jeg: ”Jeg stopper simpelt hen ikke, før vi har fået gennemført det her,” fortæller hun.

Det skulle tage tre år at overbevise danske erhvervsordførere og erhvervsministre om, at projektet var en god idé, men Annette Falberg er ikke i tvivl om, at det var arbejdet værd.

– Det har det med at drukne lidt, når der bliver sat sådan nogle projekter og tilskudsordninger i gang, men den her tilskudsordning er virkelig kommet op at flyve, ikke kun ved hjælp af DI Handel, men også ved hjælp af Dansk Erhverv, Erhvervsstyrelsen, væksthusene og mange andre gode kræfter, siger hun.

SMV:Digital, som nu har været i gang i et år, er blevet taget rigtig godt imod. Ifølge Annette Falberg har 500 virksomheder allerede benyttet sig af ordningen, og selv om det er lidt tidligt at konkludere noget, tør hun godt betegne SMV:Digital som en succes.

– DI Handel lavede en test med ti virksomheder om at komme ud på eksportmarkedet. Otte af de ti virksomheder, som var igennem et meget kort, intenst forløb, er i dag på eksportmarkederne, siger hun.

LÆS OGSÅ: SMV:Digital: ”Det er det absolut mest lovende, jeg længe har lavet”

Sender trygt stafetten videre

Annette Falbergs efterfølger på direktørposten er den 45-årige Sidsel Dyrholm Holst, som de seneste tre år har været udstationeret i Bruxelles for Dansk Industri. Annette Falberg deltog selv i ansættelsesprocessen og er meget tilfreds med valget af Sidsel Dyrholm Holst.

– Jeg er SÅ glad for, at det blev hende. Hun er en rigtig dygtig pige, og hun kender huset, strukturerne og de måder, vi gør tingene på. Hun har meget hurtigt kunnet komme ind i tingene, fortæller Annette Falberg og tilføjer: Hun har selvfølgelig ikke fået jobbet, bare fordi hun er intern. Der var også flere gode eksterne ansøgere, men Sidsel var helt klart det bedste valg, siger hun.

Den 27. september 2019 er sidste arbejdsdag for Annette Falberg, men Sidsel Dyrholm Holst er allerede i fuld gang med at overtage arbejdsopgaverne.

– Sidsel gik ind og tog den daglige drift nærmest med det samme, så medarbejderne ikke havde to chefer. Vi lavede meget hurtigt en deling, så jeg havde bestyrelsesarbejdet og økonomien, og Sidsel havde alt det andet, fortæller Annette Falberg.

LÆS OGSÅ: Ny branchedirektør: ”Danske virksomheder er super dygtige købmænd – jeg ser store muligheder”

Stopper mens legen er god

Annette Falbergs udmelding om, at hun stopper som branchedirektør hos DI Handel, har affødt en del kommentarer i stil med ”Det gik jo lige så godt. Du har da masser af energi.” Og det er lige præcis sådan, hun synes, det skal være. For hende er det netop vigtigt at stoppe, inden hun begynder at miste energien.

– Da jeg blev branchedirektør i FDIH, lovede jeg mig selv, at jeg ikke bliver ved, til jeg bliver SÅ lidt fremadskuende og har SÅ lidt fart på, at omgivelserne tænker: ”Skulle hun ikke snart se at gå af?” siger hun.

Selv om Annette Falberg forlader arbejdsmarkedet tidligere end gennemsnittet, har hun i sit 45-årige arbejdsliv lagt mindst lige så mange timer i sit arbejde, som man normalt kan forvente på et helt arbejdsliv.

Nu ser hun frem til at få mere tid til familien og hellige sig sine fritidsaktiviteter, heriblandt en hobby-webshop med champagne, som hun er ved at starte sammen med sin mand.

– Nu skal jeg i gang med at tage min egen medicin. Jeg kommer til at se, hvor skoen trykker, og jeg har tænkt mig at melde mig ind som iværksætter i Dansk Industri, slutter Annette Falberg.