Pandemien raser: Ansætter 100.000 på grund af eksplosivt onlinesalg

"Varer til dørtrinnet er afgørende".

E-handelsbutikker, der handler med dagligvarer og husholdningsartikler, er særligt populære i disse krisetider.

Mandag aften afslørede Amazon sine planer om at ansætte 100.000 personer i USA på grund af den eksplosive stigning i onlinesalget.

Annonce

De mange onlinekøb er et resultat af den smitsomme coronavirus-pandemi, som ”tvinger” forbrugerne til tasterne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den store onlinegigant vil desuden øge timelønnen for de nye ansatte, som skal stå i distributionscentre, butikker samt levere varer i både USA og Europa.

Mere end 350 millioner kroner dollars er blevet afsat til de nye "tilføjelser" i medarbejderstaben – det svarer til mere end 2,3 milliarder danske kroner.

At få leveret vigtige varer til dørtrinnet er afgørende, når lokalsamfund praktiserer social afstand, særligt for de ældre og personer med sundhedsmæssige problemer, siger Dave Clark, der er vicechef for global levering hos Amazon.

..Og det er ikke kun Amazon, der må opruste.

Amerikanske supermarkedkæder, som eksempelvis Albertsons, Kroer og Raley’s, har også meldt ud, at de vil ansætte flere folk, så de kan imødekomme det stigende antal af onlinebestillinger.