Briterne får 18 måneders respit på kravet om SCA

Hver fjerde britiske kortudsteder når ikke at blive klar til 14. september

Det britiske finanstilsyn (FCA) har godkendt en overgangsordning for implementeringen af SCA (Secure Customer Authentification), skriver FCA i en pressemeddelelse.

Annonce

Det sker, efter at Den Europæiske Bankmyndighed (EBA) har givet udtryk for, at der er brug for mere tid til at implementere SCA, dels på grund af reglernes kompleksitet, dels fordi mange virksomheder endnu ikke er klar til at opfylde kravene, og dels fordi reglerne, ifølge EBA, potentielt kan få stor betydning for forbrugerne.

Den engelske brancheorganisation Emerging Payments Association (EPA) udgav for nylig en rapport om SCAs indvirkning på betalingsoplevelsen. Af rapporten fremgår det, at kun 75 procent af kortudstederne regner med at være klar til at overholde reglerne fra 14. september. Yderligere 17 procent regner med at nå det inden årsskiftet 2019/20.

Ny frist: marts 2021

Det britiske finanstilsyn har nu givet britiske kortudstedere, betalingsvirksomheder og webshops halvandet år til at implementere de nye regler.

– FCA har samarbejdet med branchen om at etablere stærkere metoder til at sikre, at ingen, der vil foretage betalinger, er svindlere. Selv om disse foranstaltninger vil reducere svindel, ønsker vi at sikre, at de ikke forårsager væsentlige forstyrrelser for forbrugerne; så vi er blevet enige om en overgangsordning, siger Jonathan Davidson, direktør for Supervision – Retail and Authorisations hos FCA.

I den mellemliggende periode vil FCA undlade at håndhæve reglerne over for virksomheder, der ikke opfylder kravene til SCA ”på områder, der er omfattet af den aftalte plan, hvor der er bevis for, at de har taget de nødvendige skridt for at efterkomme planen.”

Danske virksomheder ønsker også en overgangsperiode

Paraplyorganisationen Ecommerce Europe, som består af e-handels-organisationer i 19 europæiske lande, deriblandt danske FDIH, og en række andre europæiske organisationer og virksomheder, opfordrer også i en fælles erklæring EU til at give branchen en overgangsperiode på 18 måneder. Der er dog endnu intet nyt fra EU i sagen.


ANDRE ARTIKLER OM SCA-REGLERNE:

Annonce