Danmarks største netboghandel får ny topchef

Jørgen Balle Olesen lægger sit hjertebarn i hænderne på Natasha Brandt

Annonce

Efter 14 år som administrerende direktør for den succesfulde netboghandel Saxo.com overlader Jørgen Balle Olesen nu posten til 41-årige Natasha Brandt, skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Et populært valg

Annonce

Natasha Brandt kommer fra en stilling som kommerciel direktør på Politiken, hvor hun det seneste halvandet år har stået i spidsen for en imponerende udvikling af Politikens digitale abonnementsforretning, og overlader således en yderst velfungerende forretning til sin efterfølger.

– Det er en meget stor glæde for os, at vi kan hente den helt rette kandidat til jobbet fra egne rækker i JP/Politikens Hus. Natasha er en stærk og meget vellidt leder, og hun har de helt rette faglige kompetencer til at forløse Saxos potentiale. Både fra sin tid hos Politiken og tidligere fra telebranchen har Natasha solid erfaring med digitalt salg og udvikling af abonnementsforretninger. Hun arbejder databaseret og er teknisk stærk, og så har hun en energi, der smitter og bringer hende langt, siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO i JP/Politikens Hus og bestyrelsesformand for Saxo.

Natasha Brandt tiltræder som administrerende direktør for Saxo 1. juni. Hun ser frem til at sætte yderligere fart på udviklingen af en af Danmarks største digitale forretninger.

– Saxo er kun lige gået i gang med at opbygge en abonnementsforretning på toppen af e-boghandlen. Den vækstcase glæder jeg mig til at forløse sammen med de kompetente og engagerede medarbejdere hos Saxo. Jeg brænder for digital forretningsudvikling, og er meget glad for denne nye udfordring i regi af JP/Politikens Hus, siger Natasha Brandt.

Set med Jørgen Balle Olesens briller er Natasha Brandt den helt rigtige til posten som Saxos nye administrerende direktør.

– Jeg har kendt Natasha gennem mange år og er superglad for, at det netop er hende, der skal stå for videreudviklingen af Saxo. Natasha har erfaring fra flere forskellige digitale brancher – herunder ikke mindst abonnementsforretning, hvilket er væsentligt for den transformation, Saxo gennemgår i disse år. Natasha brænder lige som jeg selv for bøger og alt det gode, bøger gør både for den enkelte og for samfundet. Jeg giver med god samvittighed stafetten videre til Natasha og vil gøre alt for at assistere Natasha ved indtrædelsen i hendes nye rolle som administrerende direktør for Danmarks største og mest innovative boghandel, siger Jørgen Balle Olesen.

LÆS OGSÅ: Politikens Hus overtager Danmarks største internetboghandel

Siger ikke helt farvel

Allerede i 2005 så Jørgen Balle Olesen et potentiale i nethandel, som andre i branchen endnu ikke havde set – eller ikke turde forsøge at udnytte – og med købet af Saxo, som dengang knapt var værd at nævne, satte han skub i tingene og udviklede Danmarks mest succesfulde internetboghandel.

Skiftet på direktørposten kommer dog ikke som en overraskelse. Tilbage i november 2018 solgte Jørgen Balle Olesen sine 63 % af Saxo til Politikens Hus og udtalte i den forbindelse:

– Jeg overdrager nøglerne til JP/Politikens Hus med en blanding af stolthed og vemod. Heldigvis er JP/Politikens Hus den helt rigtige til at drive Saxo.com til det næste niveau. Huset har været medejer af Saxo.com i snart 10 år, og vi har fælles værdier omkring vigtigheden af kvalitetsindhold. Handlen sikrer samtidig lokal forankring af en stærk afsætningskanal for alle danske forlag.

Jørgen Balle Olesen forlader ikke Saxo, men overtager den latinamerikanske del af forretningen – et område som ligger hans hjerte nært, og som han kender godt fra flere års ulandsarbejde.

– Vi er allerede godt i gang i Latinamerika. Nogle af pengene fra handlen skal gå til at udvikle og udbrede litteratur og læring til mange millioner mennesker, forhåbentligt også senere i Asien og Afrika, sagde Jørgen Balle Olesen efter salget af sine andele i Saxo.

Ehandel.dk ønsker Jørgen Balle Olesen god vind i Latinamerika. Vi håber, hans begejstring for bøger smitter lige så meget dér, som den har gjort i Danmark.