Dansk erhvervsliv klar til indisk eventyr

Relationerne
mellem Danmark og Indien er historisk gode.

Annonce

Samtidig er Indien blandt verdens hurtigst voksende vækstmarkeder, og
landet efterspørger især grønne løsninger og teknologi, som danske virksomheder
kan levere.

Dansk Industri (DI) er sammen med 21 virksomheder rejst til Indiens
erhvervskonference Vibrant Gujarat.

Annonce

Danmark er partnerland, når den store erhvervskonference Vibrant Gujarat torsdag indledes i Indien. Her vil 21 danske virksomheder vise løsninger og teknologier, som kan være interessante for det indiske marked.

- Vibrant Gujarat er blandt de største erhvervskonferencer i Indien, og at Danmark er valgt som partnerland er et klart bevis på, at Indien i særlig grad vil samarbejde med Danmark og danske virksomheder, siger Thomas Bustrup, direktør i DI, som også lægger vejen forbi Vibrant Gujarat, i en pressemeddelelse.

Indien oplever disse år vækstrater på seks til otte procent, og de indiske myndigheder har annonceret, at der vil ske betydelige investeringer i blandt andet grøn teknologi og udvikling i de kommende år.

Det danske potentiale er i øjeblikket særligt stort, da det politiske forhold mellem Danmark og Indien på det seneste er forbedret. Et klart bevis på det er statsminister Lars Løkke Rasmussens deltagelse i Vibrant Gujarat, hvor han skal mødes med Indiens premierminister Narendra Modi.

Dertil kommer, at den danske eksport til Indien ligger på et relativt lavt niveau. I 2017 eksporterede Danmark for 10,75 mia. kroner til Indien. Det placerer landet langt nede på listen over de lande, Danmark eksporterer mest til – på trods af landets store marked med omkring 1,3 milliarder indbyggere.

- Det er en god nyhed for danske virksomheder, at forholdet mellem Danmark og Indien har forbedret sig. Danske virksomheder har mange af de løsninger, som Indien efterspørger. Så der er god grund for virksomhederne til at se mod Indien og udnytte de nye muligheder, afrunder Thomas Bustrup.

Kilde: DI