Dansk køkkenkæde åbner sin 9. norske butik

Kvalitetsbevidste nordmænd er vilde med dansk køkkendesign

Dansk design er populært blandt nordmændene. Det mærker de tydeligt i Svane Køkkenets konceptbutik i den norske by Trondheim, som åbnede kort før nytår 2018/19. Her kommer kunderne ikke sjældent langvejs fra for at se på køkkener.

Vi har kunder, som kommer til os helt fra Møre i syd, til Tromsø i nord, sagde Nina Zahl-Johansen, den ene af ejerne af butikken i Trondheim til trondheim24.no tilbage i juni.

Annonce

Det tager omtrent tre en halv time at køre de godt og vel 200 km fra Møre til Trondheim, mens turen fra Tromsø er over 1100 km lang og tager 16 timer at tilbagelægge i bil.

Ekspanderer i Norge

De norske forbrugeres begejstring for Svanes danske køkkendesign er ikke til at tage fejl af. Den danske køkkenkæde er derfor godt i gang med en større ekspansion i Norge.

Både butikken i Trondheim og Drammen har forholdsvis hurtigt fået godt fat i de lokale køkkenmarkeder, og det motiverer naturligvis til at fortsætte den planlagte markedsudbygning i Norge, siger kædechef Torben Nielsen.

Siden åbningen af butikken i Trondheim har også Drammen, som ligger 40 km sydvest for Oslo, fået en konceptbutik, og nu er der endnu en butik på vej. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Den nye butik kommer til at ligge i Ålesund, som ligger i det vestlige Norge, godt 400 kilometer nord for Bergen. Den knap 400 kvadratmeter store butik, som angiveligt skal slå dørene op i februar 2020, bliver Svane Køkkenets niende norske butik.

En garvet butikschef

Tord Lejon, der skal stå i spidsen for butikken i Ålesund, har 13 års erfaring fra køkkenbranchen. Han har to gange tidligere haft ansvaret for etablering og opbygning af køkkenbutikker for andre ejere i lokalområdet, så han ved, hvad der kræves, og hvordan det bør gribes an.

Det er lykkedes os at få en dygtig og erfaren butikschef med ombord som forhandler, og vi ser frem til at etablere os i et vækstområde som Ålesund med et stort potentiale for dansk køkkendesign, siger Torben Nielsen.

Tord Lejon ser frem til at starte sit eget med udgangspunkt i et koncept, der tiltaler ham meget.

Annonce

Tredje gang ville jeg være selvstændig og opbygge min egen butik. Det lækre køkkendesign og det brede sortiment tiltaler nordmændene, og Svane Køkkenet er lykkedes med at opnå et kendskab og en markedsposition som et attraktivt designkøkken, fortæller Tord Lejon.

Planer om yderligere ekspansion

Butikken i Ålesund bliver Svane Køkkenets niende butik i Norge, og åbningen sker som et led i kædens strategi om at blive en landsdækkende køkkenkæde med 15-18 butikker på det norske marked.