Dansk møbelvirksomhed finder succes på “skjult” marked

Er blevet den største leverandør i landet. 

En stigende efterspørgsel af møbler på nettet skærper konkurrencen, og i kølvandet af internationaliseringen på markedet har truslen fra udenlandske udbydere aldrig fyldt mere.

I efteråret 2019 talte jeg med Nicolai Østergaard, direktør hos Boboonline.dk, som har lanceret sin egen serie af produkter, der bl.a. skal hjælpe med at gøre dem mere unikke på markedet, og samtidig stå på fastere grund, når truslen fra store giganter, som f.eks. Amazonbliver til en realitet.

Annonce

LÆS OGSÅ: Interview: ”Ja, man skal kunne ét eller andet unikt”

Og det ser ud til, at lanceringen har haft positiv effekt – særligt på ét marked, som Bobonline har handlet med siden sin spæde start i 2008, og som ikke nødvendigvis er førstevalg for mange andre danske virksomheder.

I sommer oplevede Bobonline.dk stor vækst på det grønlandske marked.

Siden da har mobilvirksomheden fået et rigtig godt kendskab til markedet, og er efterhånden blevet den største møbelleverandør i Grønland gennem Pisisa.gl.

Ifølge direktøren er det et marked, der har haft et langt større potentiale, end hvad der er blevet udnyttet indtil videre.

Det er et marked, der ikke er så mange, som tænker på, så derfor er det et ganske interessant emne. Vi kunne se, at der var et større potentiale end det, der blev udnyttet. Derfor valgte vi at imødekomme efterspørgslen og begynde at udbyde vores møbler til Grønland, og det var tydeligvis en god ide, fortæller Nicolai Østergaard.

Han driver virksomheden til daglig i de nye rammer ud til Aalborgs Havnefront sammen med sin partner og bror, Christian Østergaard.

Nicolai Østergaard understreger også de mange forretningsmuligheder på det ”skjulte” marked:

Vi er utrolig glade for vores samarbejde med Grønland og for at høre, hvilke glæder vores møbler skaber i de grønlandske hjem. Jeg tror, der er masser af uudnyttede forretningsmuligheder på de kanter. I dagens samfund har vi masser af muligheder for at udvide forhandlerlisten med mere end lokale navne. Det kræver bare sit mod, forklarer Nicolai Østergaard.

Annonce

Fremadrettet, og inden for dette år, har den danske møbelvirksomhed planer om flere eksporttiltag.

Færøerne regner vi med at starte op her i første kvartal. Dernæst regner vi med at være i gang på Amazon med vores egen serie Design by BOBO inden første halvår er gået. I 2. halvår er planen at starte op med svensk webshop, hvor vi ser et stort potentiale, da vi allerede har efterspørgsel derfra, kommenterer direktøren til Ehandel.dk.