Dansk netbutik udfordrer det internationale marked med nyt koncept

Coolshop har lanceret muligheden for at få leveret varer samme dag, de bliver købt.

Nu skærper Coolshop, der er medejer af fragtportalen Coolrunner, konkurrencen overfor de udenlandske onlinebutikker.

Annonce

Platformen har netop indgået samarbejde med ét af Danmarks største distributionsselskaber, DAO365, hvilket gør det muligt at lancere konceptet ’same day delivery’.

Det gælder både i København, Aarhus, Aalborg og Odense, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Dermed kan Coolshop eliminere ét af de store konkurrenceparametre for de fysiske butikker, nemlig at kunderne får de købte varer med hjem samme dag.

Samtidig med, at Coolshop kan yde en ekstraordinær hurtig levering, tilbyder platformen også den samme løsning til landets øvrige e-butikker. Det skaber grobund for et yderst konkurrencedygtigt fællesskab, der kan tage skjoldet op mod udenlandsk penetration på markedet.

- Flertallet af danskerne foretrækker at få leveret pakkerne direkte til døren, og når vi samtidig indfører same day delivery, er vi på vej ind i en helt ny æra for køb og levering af pakker over nettet, siger Jacob Risgaard, medejer af og marketingdirektør i Coolshop.

Konceptet kommer til at styrke hele den danske e-handelsbranche på et tidspunkt, hvor konkurrencen spidser til og de danske forbrugere i forvejen lægger en del penge hos udenlandske webshops.

- Vi ved, at danskerne sætter meget stor pris på hurtig og effektiv levering, og hvis vi kan kombinere det med tilfredsstillelsen ved at kunne åbne pakken derhjemme samme dag, som den er bestilt over nettet, er vi nået rigtig langt. Same day delivery-konceptet er til stor gavn, både for e-butikkerne og for kunderne, og derfor forventer vi os meget af dette tiltag, udtaler Jacob Risgaard.

Kilde: Retailnews 

Annonce

 

 

Foto:  Fra PR. Jacob Riisgaard, medejer af og marketingdirektør i Coolshop.