Danske pakkeleveringer kører på globale skinner

De danske pakkepenge luner i udenlandske lommer.

Når de danske forbrugere handler på nettet, lander pengene sjældent inden for grænsen. Det er nemlig de udenlandsk-ejede transportselskaber, der tager en stor bid af kagen. Det skriver Finans.

Annonce

På et hastigt voksende nethandelsmarked er det ikke en helt dårlig ting at have en kæmpekoncern og et verdensomspændende netværk i ryggen. Og fordelene sætter tydelige spor på væksten hos de internationale fragtgiganter.

LÆS OGSÅ: Massiv konkurrence på pakkemarkedet kommer forbrugerne til gode

- Over de sidste fem år er der sket en kæmpe forandring. Dengang udgjorde de varer, vi leverer direkte til forbrugerne, kun 10 procent af omsætningen. Nu er det 30 procent, siger Atli Einarsson, administrerende direktør for DHL i Danmark, der på fem år også er vokset sig en tredjedel større.

Atli Einarsson forventer endvidere, at virksomheden lander på hele 50 procent inden for ganske få år.

Tyske DHL er ikke den eneste, der oplever vækst. Ifølge Finans leverede virksomheder som hollandske GLS, schweiziske Kuehne + Nagel og franske Geodis tocifrede vækstrater i Danmark sidste år.

Kilde: Finans e-avis