Danske politikere er klar til kamp mod Kina-rabatter

En række partier kæmper for at løsrive Danmark fra Universal Post Union. FDIH bakker op.

Nyligt har flere amerikanske medier annonceret, at Præsident Donald Trump synes at arbejde hårdt for at reducere Kinas indflydelse på handelsområdet.

Annonce

Trump-administrationen meddelte onsdag den 17. oktober, at den vil trække sig tilbage fra en 144-årig posttraktat, idet kravet på traktaten giver lande som Kina og Singapore en urimelig fordel og oversvømmer amerikanske markeder med billigere e-handelspakker.

LÆS OGSÅ: Trump trækker sig fra postraktat i ny front mod Kina

Nu stemmer danske politikere i. Det skriver FDIH.

Forslaget om at trække Danmark ud af UPU bliver blandt andet bakket op Det Konservative Folkeparti:

- Vi kan se, at danske virksomheder i den grad bliver udfordret på konkurrenceevnen i forhold til de her kinesiske internetportaler. Og det skaber jo en urimelig konkurrencesituation, som jeg ved, at der er stor bekymring for i store dele af den danske internethandel og i dansk erhverv, forklarer politisk ordfører Anders Johansson.

DF og S deler også den mening, at den nuværende aftale er urimelig:

- Der er ikke nogen tvivl om, at det her problem skal løses, og hvis løsningen er at forlade postaftalen, så er vi åbne over det, udtaler Christian Rabjerg Madsen, miljøordfører i Socialdemokratiet, til PolicyWatch.

LÆS OGSÅ: Online markedspladser – Trussel eller mulighed?

Annonce

Efter pres fra FDIH

- Det er simpelthen en dybt konkurrenceforvridende og uholdbar situation, som vi meget gerne vil have ændret. Derfor er det yderst positivt, at der tilsyneladende tegner sig et politisk flertal for at gøre noget ved det. Det har vi presset på for i lang tid. Nu håber vi bare, at alle partier kan se logikken i det, siger direktør hos FDIH, Niels Ralund.

Han mener endvidere, at Danmark kan bruge den amerikanske modreaktion til Kinas 'enevælde' på billig fragt, konstruktivt:

- De andre lande i EU er også ramt af Kina-pakkerne, så jeg håber, at de danske politikere tager sagen videre til EU, så vi kan få lagt endnu større pres på UPU for at ændre de her helt forældede regler. Hvis et samlet EU og USA lægger pres og truer med at trække sig fra aftalen, så tror jeg, at vi kan få ændret reglerne. Ellers må vi ud og så lave mere rimelige aftaler uden om UPU - vi skal simpelthen sikre en fair konkurrence.


Kilde:
FDIH