Elgiganten: Julehandlen har manifesteret sig i de fysiske butikker – dominerer e-handlen

Mange nye projekter i pipeline.

Peder Stedal, CEO hos Elgiganten, ser frem til det forestående juleudsalg med start i dag, den 27. december.

Han er overbevist om, at det kommer til at udgøre en stor del af Elgigantens samlede salg i juletiden.

Annonce

Vi mangler fortsat at se tal fra den periode, som vedrører udsalget, der starter i dag, og som også udgør en stor del af hele vores julesalgsperiode. Elektronik og små-el er jo vigtige produkter i folks liv og hverdag, og det er helt tydeligt, at det derfor også er noget, som mange danskere har ønsket sig i julegave, indleder direktøren til Ehandel.dk.

Der er mange muligheder i den store elektronikkæde, når det kommer til at vælge gaver, men hvad er der egentlig blevet solgt mest af indtil videre?

Det ser ud til, at trådløse hovedtelefoner er ét af de meget populære produkter i danske Elgiganten.

Presseafdelingen hos CDON, samt Elgiganten Sverige, oplyser også, at de trådløse hovedtelefoner er øverst på hitlisten.

Bestsellerne i år er trådløse hovedtelefoner, digitale assistenter og smarte højttalere og kaffemaskiner, tablets og fladskærme. Julehandlen for os i Elgiganten er altid en blanding af mindre- og en del større produkter, som man i familien måske har gået og sparet sammen til og giver hinanden i julegave.

Men det ser ikke ud til, at de mange julegaveindkøb, store som små, bliver hentet på nettet, selv om e-handlen har været på steroider de seneste mange år.

Mange salg, faktisk de fleste salg i juletiden, hos Elgiganten foregår stadigvæk i den fysiske butik.

Vores kunder foretrækker at komme ud og handle i vores fysiske butikker, og det er måske endda endnu mere tydeligt her i julen, hvor mange lægger ekstra tanke i deres gave og vil være helt sikre på, at det er det rigtige, de får med hjem. I den forbindelse ser vi, at kunderne kommer ind i butikken og spørger os til råds – og vil måske også gerne prøve produktet, før de vælger at købe det. Så selvom e-handlen er kæmpestor, har julehandlen i Elgiganten i stor stil manifesteret sig i de fysiske butikker, hvor man kan få vejledning af vores mange dygtige medarbejdere.

Annonce

Ifølge direktøren går Elgiganten et spændende år i møde, hvor der er mange nye projekter i pipeline, og hvor det handler om at være på forkant.

Jeg kan ikke afsløre dem allerede nu, men det bliver endnu sjovere og endnu enklere at være kunde i Elgiganten i det nye år. Konkurrencen i detailhandlen er enormt hård, så det gælder i den grad om hele tiden at være på forkant og tilbyde dét, som kunderne efterspørger og forventer, afrunder Peder Stedal.