Nye tal: Der er flyttet voldsomt rundt på forbruget

Moderat fald i detailhandlen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den fysiske handel bløder. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at salget i detailhandlen faldt med 2 procent i marts 2020.

Men en del af den fysiske handel har flyttet adresse til nettet, som følge af de ændrede forbrugsmønstre, krisen har båret med sig.

Annonce

En nylig analyse fra det digitale marketingbureau s360 viser, at netbutikkerne har oplevet 50 procent flere besøgende sammenlignet med samme periode sidste år.

Siden den 11. marts har e-handelsbutikkerne oplevet besøgstal, der kun ses ved begivenheder som Black Friday. Efter hver af Statsministerens pressekonferencer har mange digitale butikker set en direkte effekt på ordrer og dermed omsætning, utalte Frederik Hyldig, Partner hos s360, i starten af april.

LÆS OGSÅ: Ny analyse: Danske netbutikker fordobler ordrer efter COVID-19

Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri, underbygger, at der er flyttet voldsomt rundt på forbruget.

Det samlede fald på to procent i detailhandlen lyder måske ikke så voldsomt, men der er sket en kæmpe nedgang i den fysiske detailhandel, hvor store dele er lammet af restriktionerne for at begrænse smittespredningen. Salget i tøjbutikkerne gik tilbage med over 25 procent. Det moderate fald i detailhandlen viser, at danskerne ikke er blege for at forbruge trods de ringe økonomiske nyheder. Der er flyttet voldsomt rundt på forbruget de seneste uger. Penge, der skulle have gået til en ny jakke, er i stedet blevet brugt i byggemarkedet, siger Morten Granzau.

Danskerne er faktisk nogle af de mest e-handlende europæere – kun overgået af briterne. Herhjemme er internethandlen steget med knap 20 procent i marts 2020, sammenlignet samme måned sidste år.

Krisen kan potentielt skubbe internethandlen mod rekordhøjder, mener Morten Granzau.

Coronakrisen forstærker de tendenser, som vi har set i detailhandlen i de seneste år. Stadig flere danskere gør deres indkøb på nettet. I 2018 havde godt 3 ud af 4 handlet på nettet i løbet af tre måneder. Under coronakrisen er der kommet yderligere fart på nethandlen, som kan være på vej mod rekordhøjder.

Annonce

Kilde: DI