Du behøver ikke sælge på Amazon for at styre dit brand

Syv fordele ved Amazon Brand Registry.

Annonce

Uanset om du ønsker at sælge på Amazon eller ej, skal dit brand registreres, siger Søren Kipling, CEO ved konsulenthuset Be-ahead.

På et seminar hos DI Handel om ”Amazon Brand Registry” den 24. januar 2019 præsenterede han syv fordele ved at registrere sit brand på Amazon.

Annonce

- Salget på alle tredjepartsplatforme tilhører i fremtiden brand-ownere, siger Søren Kipling

Søren driver til daglig webshoppen e-shoes, der også sælger på Amazon.

Han har i dag syv års erfaring med Amazon og en omsætning på et tocifret millionbeløb, men har også oplevet to lukninger af sin forretning på Amazon, fordi han ikke havde sat sig nok ind i, hvordan man er en ordentlig sælger, når man sælger på Amazon:  

- Hvis man ikke behandler hans (red. Jeff Bezos, grundlægger af Amazon) kunder ordentligt, så lukker han dig ude.

Vil du beskytte dit brand?

- I Tyskland søger de købeklare kunder på Amazon før Google, og Amazons markedsandele bliver større for hvert år. Jeg tror ikke, at maskinen kan stoppes. Den ruller. Så som virksomhed er man nødt til at hoppe på toget eller tage en strategisk beslutning om, at man ikke vil sælge via Amazon, siger Søren Kipling.

Han mener, at hvis man vil beskytte sit brand, skal man hoppe på:

- Lige meget om I som brand er på Amazon eller ej, kan I blive kopieret, men hvis I opretter jeres brand derinde, så har I i det mindste muligheden for at gøre indsigelse overfor Amazon og dermed fjerne kopister

Et brand kan sagtens registreres, uden at man behøver sælge på Amazon, og oprettelsen kan et brand selv ordne.

Det kræver, at man bl.a. har et europæisk trademark dokument, et billede af ens logo, en liste med produktkategorier, en liste med lande hvori produktet bliver produceret og distribueret, billeder af produktet samt dets indpakning, hvor logoet fremgår.

Få kontrol over dit brand

Søren Kipling mener, at der er syv klare fordele ved at registrere sit brand på Amazon:

  1. Kopivarer: Når du har registreret dit brand, har du mulighed for at gøre indsigelser mod kopister og derved komme af med kopivarer.
  2. Bedre placering: Amazon har regnet ud, at brands kommer til at vinde på sigt, hvilket gør, at de giver brands flere fordele end sælgere, heriblandt at brands ligger bedre i algoritmen og dermed søgningen end forhandlere.
  3. Tone of Voice: Som registreret brand har I mulighed for at overskrive content, som jeres forhandlere har lavet, f.eks. titel på produktet eller produktbeskrivelsen, så jeres brand får en ensartet og korrekt Tone of Voice.
  4. Labels: Hvis man er brand registreret, behøver man ikke sætte ekstra labels på ved udsendelse af produkter.
  5. Brandidentitet: Amazons styrke, men også deres svaghed er, at de har mange varer. Men som brand har I mulighed for at oprette en brandstore, hvor I kan skabe det look and feel, som I vil have og derved bibeholde jeres brandidentitet. Brandstores er stadig på et tidligt stadie, men det bliver stort.
  6. Markedsføring: Som brand har du mulighed for at markedsføre dig på hele kategorier, du kan så at sige placere dig rigtigt på fodboldbanen.
  7. Varekort: Du har mulighed for at lave er udvidet varekort, når du har registreret dit brand. Her kan du give køberen dit look and feel i købsøjeblikket, og derved sikre at du differentierer dig fra andre. Du kan bl.a. vise videofilm, have udvidede tekniske betegnelser, skrive mere tekst og vise flere billeder.

Foto: Søren Kipling