Eksperter advarer mod priskrig

Forbrugerne forventer økonomisk opbremsning.

Ifølge én af landets førende eksperter i forbrugeradfærd, Nicolai Broby Eckert, der er partner i konsulenthuset Simon-Kucher & Partners, er de impulsive juleindkøb vigende.

Forbrugerne holder simpelthen igen – både mønter og sedler, og nok mest af alt dankortet, slår stærkere rødder i de danske pengepunge.

Annonce

De tilgængelige analyser af årets julehandel tyder på, at forbrugerne er mere forsigtige her i 2019, end det har været tilfældet de senere år. Mange forbrugere tænker mere over, om de køber ting, som de reelt har brug for. Der er en tendens til, at julegaverne samlet set er lidt billigere og samtidig lidt mere kedelige og fornuftige i år, end de har været tidligere, siger Nicolai Broby Eckert i en pressemeddelelse.

Konsulenthuset fremhæver særligt to årsager til det forventede fald i det samlede indkøb af julegaver.

Den ene årsag er, at forbrugerne forventer en økonomisk opbremsning. Det har afsæt i forbrugertilliden, som i øjeblikket er vigende. En tillid, som julehandlen er en ret god indikator for.

Den anden årsag er, at en stor del af de danske forbrugere allerede har købt mange af deres julegaver i forbindelse med Black Friday.

På den måde har mange danskere opnået enten egentlige besparelser eller har fået mere for de penge, de i forvejen havde tænkt sig at bruge på juleindkøbene.

Det har også medført, at væksten i onlinehandlen er fladet lidt ud i de seneste år.


Udviklingen vender - fokus på onlinesalg

I en situation som den aktuelle, hvor forbrugerne holder igen, advarer Nicolai Broby Eckert mod, at detailhandel og onlinebutikker skaber priskrige.

Den økonomiske opbremsning påvirker den samlede efterspørgsel. I stedet for at kaste sig ud i priskonkurrence skal virksomhederne fokusere på at tage markedsandele.

Annonce

Hvis man vil sætte priser ned, skal man ifølge Nicolai Broby Eckert gøre det på såkaldte pris-imageprodukter og samtidig justere priserne opad på de resterende produkter. Imageprodukter er de produkter, som direkte definerer forbrugernes syn på butikkens overordnede prisniveau.

Dertil kommer, at man bør fastholde fokus på onlinesalg. Selv om vi lige nu ser en opbremsning, er det vores vurdering, at udviklingen hen imod et relativt større onlinesalg vil vende tilbage, afslutter Nicolai Broby Eckert.