Enklere momsregler for e-handel i EU

Udsigt til mindre papirarbejde til netbutikker der vil sælge til andre EU-lande

Annonce

Ifølge Dansk Industri blev EU-landenes finansministre tirsdag enige om en forenkling af momsreglerne for netbutikker. Den nye aftale får opbakning fra EU-kommissionen og medfører, at virksomheder fremover kun skal momsregistrere sig ét sted for at sælge varer i EU.

De nye, forenklede momsregler falder i god jord hos Dansk Industri.

Annonce

– Det er virkelig en god nyhed. Det har stået højt på vores ønskeseddel i årevis at få et moms-system i EU-landene som er lettere for virksomhederne. Det giver langt bedre konkurrencevilkår for det danske og for det europæiske erhvervsliv, udtaler Annette Falberg, branchedirektør for DI Handel.

Hos Dansk Industri gør man en ihærdig indsats for at hjælpe danske virksomheder ud over landegrænserne, og man ser frem til en mindskelse af de administrative opgaver i forbindelse med salg til EU-lande.

– Det er en kæmpe byrdelettelse for virksomheder, når de vil sælge direkte til forbrugerne i EU. Fremover skal de kun momsregistrere sig et sted, når de sælger deres varer. Det vil sige, at en dansk virksomhed kan nøjes med at momsregistrere sig i Danmark, og vejen til eksportmarkederne bliver kortere, siger Annette Falberg.

EU-landene skal implementere reglerne i deres national lovgivning inden udgangen af 2020, så de er klar til at træde i kraft i januar 2021.