Et sjældent underskud hos Pandora – låner flere milliarder i banken

Har igangsat initiativer på omkostnings- og kapitalsiden.

I starten af februar 2020 skrev vi om Pandoras årsregnskab. Det var tydeligt at se på tallene, at virksomheden har været økonomisk udfordret – særligt på baggrund af det vaklende, globale smykkesalg.

Regnskabet afslørede, at omsætningen sidste år faldt med fire procent til 21,9 milliarder kroner, og derudover dykkede overskuddet efter skat med hele 42 procent til 2,9 milliarder kroner.

Annonce

LÆS OGSÅ: Pandora er udfordret på sit globale smykkesalg – CoV medfører uforudset nedgang

Nu kan smykkevirksomheden præsentere sit kvartalsregnskab, hvor heldet desværre ikke er vendt.

En midlertidig lukning af omkring 90 procent af selskabets fysiske butikker har kostet dyrt. Salget er faldet med 13 procent til 4,2 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.

Regnskabet viser således et sjældent underskud, hvor Pandora har tabt 24 millioner kroner.

Vi er fokuseret på at håndtere den nuværende krise, og vi gør vores bedste for at beskytte vores medarbejdere og skabe et sikkert miljø for dem og for vores kunder, siger Alexander Lacik, administrerende direktør i Pandora, i regnskabet.

Pandora står også godt rustet til at klare sig igennem den nuværende krise, mener direktøren.

Vi har igangsat initiativer på omkostnings- og kapitalsiden for at sikre, at vi har den nødvendige finansielle styrke til et stærkt kommercielt comeback, når efterspørgslen begynder at normalisere sig, siger Alexander Lacik.

Initiativerne involverer blandt andet et lån hos banker på tre milliarder kroner, som delvist skal finansieres ved at sælge otte millioner aktier.

På nuværende tidspunkt kan Pandora ikke love konkrete resultater for 2020 på grund af den store usikkerhed i markedet, men der forventes en gradvis forbedring i andet halvår af 2020.

Annonce