EU har godkendt ny handelsaftale

Eksporten vil vokse med 18 procent

I Vietnam bor næsten 100 millioner mennesker, som løbende får flere penge mellem hænderne.

Annonce

EU har netop godkendt en ny handelsaftale med landet – det skaber grobund for muligheder for de danske virksomheder, som lige pludselig har bedre adgang til det store marked.

Samtidig opstår der attraktive muligheder for at flytte produktion fra Kina til Vietnam.

Pels, medicin, maskiner og fisk. Det er blot nogle af de varer, som over 500 danske virksomheder i dag eksporterer til Vietnam.

Eksporten beløber sig pt. til en værdi af ca. 3,5 milliarder kroner årligt, men nu er en ny handelsaftale mellem EU og Vietnam i hus, og forventningen er, at eksporten vil vokse med omkring 18 procent.

Det skriver Dansk Industri.

- Vietnam er et vigtigt marked for danske virksomheder. Både som produktionsland, men også i forhold til eksport til Vietnams næsten 100 mio. indbyggere, som oplever en hastigt stigende købekraft. Handelsaftalen mellem EU og Vietnam skaber nye muligheder for danske virksomheder, og gør det eksempelvis endnu mere attraktivt for flere at flytte produktion fra Kina til Vietnam for blandt andet at undgå amerikanske straftolde, siger underdirektør i DI Peter Thagesen.

Ifølge ham er det endnu et afgørende led i EU’s strategi, som har til formål at styrke og opretholde en positiv samhandel mellem Asien og Europa.

Den nye handelsaftale er indgået den 25. juni og bliver underskrevet den 30. juni. Det skriver EU's ministerråd i en pressemeddelelse.

Annonce

Udover at åbne op for danske handelsmuligheder, er aftalen er også med til at trække Vietnam i den rigtige retning, når vi taler om både miljø og arbejdstagerrettigheder.