Udskudt eller aflyst: Flere danske e-handelsevents lider under Coronavirus

”Vi læner os op af myndighedernes anbefalinger”.

Tidligere på dagen har vi skrevet om, at Coronavirussen har ramt store dele af dansk erhvervsliv benhårdt.

Der er mange virksomheder, der rækker ud efter økonomisk empati, og så er der desuden også rigtig mange arrangementer i erhvervslivet, der bliver kuet af den truende epidemi.

Annonce

LÆS OGSÅ: Branchen kræver Corona-indsats af regeringen: ”Situationen er alvorlig”

Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) har nyligt meddelt, at de har udskudt den store Aarhus-konference ”E-handel Danmark 2020” til den 9. juni.

Selv om skuffelsen fyldte meget til at starte med, bliver der nu set frem til en sommerdag med stærk faglighed.

I FDIH har vi fulgt situationen nøje og har været i dialog med vores kolleger i Ecommerce Europe løbende. Efter pressemødet i Statsministeriet i fredags samt weekendens udvikling i Europa, tog vi mandag morgen beslutningen at udsætte vores velbesøgte konference i Aarhus fra 26. marts til 9. juni. Vi er meget taknemmelige for den fantastiske opbakning, vi oplever fra alle vores partnere, gæster, talere og samarbejdspartnere. Der er fuld forståelse over hele linjen, og vi oplever ingen afbud fra hverken talere eller partnere og kun ganske, ganske få afbud fra gæster til en sommerdag i juni, hvis de f.eks. er taget på ferie. Først var skuffelsen stor her i FDIH, men ligeså stor er nu forventningens glæde til en sommerdag i Tivoli Friheden. Vi glæder os, og det samme gør alle talerne og partnerne, som har en stor aktie i at gøre det til en god dag, siger Anne K. Hansen, Eventchef hos FDIH, til Ehandel.dk.

Direktør, Niels Ralund, har også kommenteret på de uheldige omstændigheder i et LinkedIn-opslag:

Jeg lover, at FDIH vil gøre, hvad vi kan for at de mindre virksomheder/e-handel og detail ikke bliver glemt i denne vanskelige situation.


"E-handel Danmark 2020" er langt fra den eneste konference, der er ramt.

Pricerunner har også lige meddelt, at de aflyser deres event, som skulle afholdes den 2. april 2020. I skrivende stund er arrangørerne bag i fuld gang med at brygge på en ny slagplan.

Annonce

Set i lyset af den aktuelle situation finder vi at det er bedst at aflyse den planlagte prisuddeling, der skulle have fundet sted på Hotel Scandic i København. Det er vi naturligvis kede af, men vi mener det er bedst lige nu ikke at gennemføre eventet, siger direktør Martin Andersen.

Priserne vil dog blive uddelt til de vindende butikker, og PriceRunner vil i nærmeste fremtid orientere om, hvordan det kommer til at ske.

Et andet eksempel er konferencen Improvify, der skulle have åbnet dørene på Bella Sky den 31. marts, som også valgt at udskyde.

Det er som følge af en aflysning fra majoriteten af de internationale oplægsholdere samt de danske myndigheders anbefalinger. Eventet bliver sandsynligvis også flyttet til den 9. juni.

Så.. Det kunne se ud til, at man skal være ekstra opmærksom på ændringer, hvis man har meldt sig til nogle konferencer, der afholdes her i foråret.