For lidt fokus på e-handel i det nordlige Danmark: Nu reagerer webshop-ledere

De studerende skal følge med tiden.

For nylig blev det meddelt, at Skive kommer på banen med en ny professionsuddannelse inden for e-handel på Erhvervsakademi Dania.

Det spirende e-handelsfokus har skabt grobund for en debat om, hvorvidt det samme er en mangelvare i en anden dansk by længere nordpå.

Annonce

Det undrer webshop-lederne, Christian og Nicolai Østergaard fra møbelvirksomheden, Boboonline.dk, der netop trak teltpløkkerne op af mulden i Roslev, lidt udenfor Skive, og flyttede butikkens udviklings- og markedsføringsafdeling til Aalborg, at der ikke er tilsvarende muligheder i byen.

I hvert fald ikke uden, at det skal koste den studerende 5.000 kroner for en diplomuddannelse i Regnskab og Økonomistyring. Og samtidig optræder e-handel ”kun” som valgfag, og faget udgør samtidig kun én måneds varighed på Aalborg Universitets erhvervsøkonomiske linje.

Brødrene Christian og Nicolai glædede sig til muligheden for at kunne ”håndplukke” fra de den kompetente mark af arbejdskraft – unge talenter på diverse uddannelsesinstitutioner rundt omkring.

Ifølge brødrene udgør de unge mennesker en værdifuld ressource, der skaber stor værdi for virksomheden.

Vi har haft stor glæde af at bringe praktikanter og diverse studentermedhælpere ind i virksomheden. De bidrager med alt fra tekstforfatning på hjemmesiden til markedsføring på sociale medier og ved at assistere i den daglige drift. Vi har samtidig kunne lære dem om nogle vigtige online markedsføringsdiscipliner som for eksempel søgemaskineoptimering (SEO) og Google Ads, siger Christian Østergaard og fortsætter:

Vi har mødt studerende med mange spændende og interessante udddannelsesbaggrunde, der har været gavnlige i forhold til vores virksomhed. På den måde er Aalborg især en god uddannelsesby, der formår at forme dygtige og dedikerede studerende.

Efter flere år i Aalborg ser brødrene mange fordele ved at højne fokusset på e-handel i Aalborg som værende et obligatorisk fag af længere varighed på særlig relevante uddannelser i byen.

De er først og fremmest bekymrede over det faktum, at studerende skal betale 5.000 kroner for at få e-handel på skoletavlen som et led i diplomuddannelsen, ”for hvor mange studerende har midlerne til det?”

Annonce

Dernæst er faget også en investering i fremtiden, mener de.

Vi vil helt bestemt se det som en fordel og kvalitet, hvis de allerede er sat ind i e-handel og dets aspekter. Vi forestiller os især, at det vil lette arbejdsprocesser og forberede dem på både arbejdsmarked og erhvervsliv. Det vil højst sandsynligt kunne styrke deres position, når de skal ud at søge arbejde. E-handel kommer jo kun til at fylde mere og mere, så vi håber, de studerende kan følge med tiden uden at være nødsaget at trække 5.000 kroner op af lommen, afrunder Nicolai Østergaard.

Ifølge Christian og Nicolai Østergaard handler det om udbud og efterspørgsel. Og de sender en venlig opfordring til Aalborgs mange uddannelsessteder og håber, at de vil følge trop.