Fra kaptajn i Forsvaret til HR-chef hos modegigant

34-årige Cæcilie Rottbøll er udpeget til at varetage talentudvikling hos Boozt

Annonce

Den svenske modegigant Boozt AB har i den grad vind i sejlene og ønsker nu at stille skarpt på udvikling af virksomhedens talenter. Til det formål har man oprettet en ny HR-chefstilling, som fra 1. april besættes af Cæcilie Rottbøll. Hun kommer fra en stilling som holdfører og kaptajn på Hærens Officersskole.

– Jeg glæder mig til at påtage mig nye ansvarsområder og bruge min erfaring fra det danske militær i en ny kontekst. Boozt har gennem årene vist stærk formåen og sans for forretningsudvikling, og jeg er stolt af at blive en del af en velfungerende kultur og hjælpe med at styrke den i fremtiden, siger Cæcilie Rottbøll.

Annonce

LÆS OGSÅ: Boozt omsætter for 2,8 milliarder

Springet fra den militære løbebane til mode- og e-handelsbranchen kan umiddelbart virke overraskende, men kigger man nærmere på Cæcilie Rottbølls CV, ser man hurtigt en rød tråd. I løbet af sin 13 år lange karriere i Forsvaret har hun oparbejdet stor erfaring med både ledelse og medarbejderudvikling. Hun har bl.a. taget Officersskolens lederuddannelse og har på nuværende tidspunkt ansvaret for uddannelsen af ​nyudnævnte officerer. Desuden har hun været udstationeret i Afghanistan som kaptajn og næstkommanderende for Danmarks Nationale Støtteelement (NSE) på militærbasen Camp Bastion i Helmand-provinsen.

– Vi er derfor meget glade for at have fundet Cæcilie, som har unikke kompetencer, og for at hun har sagt ja til at være med på vores rejse. Vi er stadig kun ved begyndelsen, og med hendes erfaring med udvikling af lederevner og holdånd i højtydende teams er vi overbeviste om, at Cæcilie er den rigtige til at hjælpe os med at gøre vores organisation endnu stærkere, siger Hermann Haraldsson, CEO for Boozt, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Boozt kan trække vejret igen: 70.000 ordrer blev sendt ud lørdag

Cæcilie Rottbøll bliver en del af virksomhedens ledelse, og hos Boozt er man ikke i tvivl om prioriteringerne:

– Vores medarbejdere er det vigtigste af det hele. På grund af den store vækst, vi oplever, mener vi, at det er det rigtige tidspunkt at sætte skub i udviklingen af vores mange talenter og sikre, at virksomhedskulturen blive ved at stå stærkt i fremtiden, lyder det fra Hermann Haraldsson.