Giganter snylter på Nobelprisvinders patent

Opfindere sagsøger 5 detailhandelsvirksomheder for krænkelse af ophavsretten

De fem detailgiganter Amazon, IKEA, Walmart, Target Corp og Bed Bath & Beyond blev tirsdag stævnet af University of California for at krænke universitetets patentrettigheder. Det skriver Reuters.

Annonce

Det drejer sig om fire patenter, som vedrører det, University of California kalder ”genopfindelsen af elpæren”. Og jo, amerikanere er glade for store ord, men i dette tilfælde har de virkelig også noget at have det i. Det var nemlig tre forskere fra University of California, som i 1994 opfandt en lyskilde, der var ti gange mere energieffektiv end glødepæren og tilmed holdt omtrent 100 gange så længe. Den blå lysdiode – bedre kendt som LED-pæren – indbragte i 2014 de tre forskere en Nobelpris i fysik, og i dag sidder denne type diode i stort set alle LED-lyskilder i verden.

Trods sit navn lyser den blå diode faktisk hvidt. Det skyldes en fosforescerende belægning, som opfanger noget af det blå lys og derefter udsender grønt, gult og rødt lys. Tilsammen ser det menneskelige øje de fire farver som hvidt lys.

Sagsanlægget mod detailgiganterne

Den aktuelle sag vedrører teknologien bag en speciel variant af LED-pæren, den såkaldte filamentpære, som forskere på University of California har patent på. Den iøjnefaldende, vintage-agtige pære med synlige, lysende tråde indeni er blevet enormt populær inden for de seneste fem år, først i restauranter og på hoteller og siden også i private hjem.

Salget af filamentpærer forventes at nå op på 1 milliard dollars i 2019 – alene på det amerikanske marked, og mon ikke de fem giganter tager en pæn bid af den kage?

Ifølge advokaten, der repræsenterer universitetet, havde man inden sagsanlægget henvendt sig til nogle af detailgiganterne med henblik på at indgå en licensaftale, men blev afvist. Man valgte derfor at gå rettens vej og kræve et uspecificeret beløb i skadeserstatning, herunder royalties.

For University of California er formålet med søgsmålet at statuere et eksempel. Ifølge anklageskriftet håber man at ”gå i spidsen for et bredt, nationalt modsvar til den eksistentielle trussel mod udbredelse af teknologi fra universiteterne, der udgøres af den udbredte tilsidesættelse af universiteters patentrettigheder, der er fremherskende i dag”.

Eftersom detailvirksomhederne får produceret filament-pærerne mange forskellige steder, er det lettere for universitetet at stævne de kæder, der sælger pærerne til forbrugere, end at sagsøge producenterne. Ifølge University of California har de fem giganter ikke kunnet bekræfte, at deres leverandører ikke overtræder ophavsretsloven, og universitetet har bedt den internationale amerikanske handelskommission om at igangsætte en undersøgelse af detailgiganternes adfærd.

Ifølge forbes.com har en talsmand for Amazon udtalt, at de ikke kommenterer ikke på igangværende retssager, mens Ikea siger, at de ”undersøger detaljerne i sagen”, og at det er ”for tidligt” for virksomheden at kommentere sagen yderligere. Indtil videre har hverken Walmart, Target eller Bed Bath & Beyond ikke kommenteret sagen.

Annonce