Gyldendal: Massiv vækst i det digitale salg

”Forbruget flytter til streamingtjenester”.

Efterspørgslen på fysiske bøger falder.

Det mærker særligt Gyldendal, som nu sælger flere elektroniske end fysiske enheder.

Annonce

Salget af e- og lydbøger er steget med hele 20 procent, sammenlignet med sidste år. Det skriver Mediawatch.

Det er især lydbøger, der trækker i kundetrådene. Men selv om det er blevet populært med digitale bøger, så er størstedelen af omsætningen for det store danske forlag stadigvæk print.

Gyldendal står nu over for den udfordring, at selv om digitale bøger sælger bedst, så hentes størstedelen af omsætningen stadig på printbøger.

For nogle genrer overstiger salget af digitale enheder nu salget af fysiske enheder, men den digitale salgspris er betydeligt lavere end det fysiske salgs pris. Dette er blandt andet en konsekvens af, at forbruget flytter til digitale streamingtjenester på abonnementsvilkår. Prissætningen på digitale enheder er en betydelig udfordring for såvel forfattere som forlag, skriver Gyldendals ledelse i virksomhedens årsrapport.

På trods af vækst og succes inden for digitalt salg, afslører Gyldendals årsregnskab, at den samlede omsætning er faldet med næsten 11 procent på et år.