Hvad kan du forvente af julesalget anno 2018?

Ehandel.dk har talt med Niels Ralund, direktør hos FDIH, Claus Bech, direktør hos Aarhus City Forening samt fragtfirmaet Bring, om forventningerne til julehandlen 2018.

Når man pakkede sine julegaver ind sidste år, var der stor chance for, at de var købt online. I 2017 blev hver fjerde gave nemlig købt på nettet.

Annonce

Estimatet fra FDIH lød på, at danskerne i alt ville bruge hele 2,7 milliarder kroner på gavekøb online i julen. Det tager også afsæt i en generel stigning inden for onlinehandel.  

- Siden 2010 er den danske e-handel tredoblet, lød det fra FDIH sidste år.

Men hvordan er udsigterne til dette års julehandel?

- Det kan vi ikke helt præcis sige endnu, men jeg har svært ved at se, at der skulle komme nedgang i nethandlen. Flere danskerne synes, det er bekvemt at handle på nettet. I min optik er det eneste, der kan bremse den gode stime en pludselig udleveringsproblematik hos distributørerne, udtaler direktør hos FDIH, Niels Ralund, til Ehandel.dk.

Grundig planlægning

Hos Fragtfirmaet Bring bliver der lagt mange kræfter i før det store juleræs, som allerede får sit afsæt den 23. november:

-For os er Black Friday startskuddet på julehandlen. Det er en hektisk og spændende periode og helt klart årets højdepunkt. Efteråret er brugt på at lave en grundig planlægning. Vi har fået salgsprognoser fra vores kunder, for endnu bedre at kunne planlægge den kraftige stigning. En så kraftig stigning er en svær opgave, og derfor vil der opstå 1-3 dages forsinkelser på visse pakker. Vi oplever dog stor forståelse for dette fra modtagerne. Vi gør selvfølgelig vort ypperste, og der bliver sat ekstra chauffører og vogne ind og ekstra mandskab på terminalerne og i kundeservice, udtaler Bjarne Lauritsen, Direktør for Brings pakkenetværk i Danmark.

Den største udfordring bliver ifølge Bring på udleveringsstederne, hvor pladsen er begrænset.

-I vores beskeder til modtagerne opfordrer vi til at pakkerne bliver hentet samme dag. For at gøre det til en positiv ting udlodder vi dagligt gavekort blandt alle modtagere som henter pakken samme dag, afrunder han.

Black Friday snupper en bid af julekagen

Shopping i den glædelige juletid har altså fået konkurrence fra én af verdens store handelsfænomener, Black Friday, som lokker mange kunder til tasterne allerede i november måned.

Annonce

- Det slog igennem sidste år, at der er mange, der allerede køber julegaver på Black Friday, og det forstår man jo godt med de lave priser, som butikkerne kører med. Det er blevet en solid optakt til julehandlen, og så er danskerne fri for at tage juleskoene på og trave ud i den travle tid, forklarer Niels Ralund.

Han tilføjer:

- Der har været sparret penge i løbet af sommeren, hvor vi har kunnet se lave tal i detailhandlen. Den opsparede købslyst hos danskerne kommer formentlig til at udmønte sig i både i Black Friday og julehandlen.

En helhedsoplevelse

Ehandel.dk har også talt med Claus Bech, direktør hos Aarhus City Forening, om den forestående julehandel. Han udfordrer hele idéen om juleindkøb på nettet, men hvad skal drive danskerne ud i butikkerne?

- Danskerne skal ud og have den fysiske oplevelse. En kop te på en hyggelig café, besøge julemarkederne, dufte de brændte mandler – en helhedsoplevelse. Og så skal de selvfølgelig ned og se stjernehimlen, som er Nordeuropas absolut flotteste julebelysning med sine 800 meter, der pryder strøget. Da vi tændte lysene, var der omkring 50.000 tilskuere. Det fortæller mig, at folk er varme på oplevelser - i min bog er det vigtigt, at man får følelserne og sanserne i spil. Julegaveindkøb må gerne være en ekspedition, og ikke noget, der bare skal hurtigt overståes, fortæller han.

Og fra stjernehimmel til stjernestøv - Claus Bech har store forventninger til julehandlen anno 2018:

- Jeg tror, at julehandlen slår rekord igen. Både i de fysiske butikker og på nettet. Jeg er meget forventningsfuld. Det hele bliver for alvor kickstartet på Black Friday, som jeg også tror kommer til at slå alle rekorder – det bliver helt vildt i år, afrunder direktøren for Aarhus City Forening.