Hvad konverterer bedst – Facebook, Instagram, Pinterest eller Snapchat?

Stor international undersøgelse sammenligner effekten af sociale medier som salgskanal

Annonce

Den finske e-handelsleverandør Nosto har netop udgivet en global rapport, der viser hvordan online modebutikkers sociale kanaler præsterer på mobile enheder.

Rapporten bygger på data fra 1,2 mia. besøg i mode-webshops i perioden november 2018 til januar 2019 og sammenligner bl.a. gennemsnitlig ordreværdi og konverteringsrate for de forskellige sociale medier.

Annonce

Den største gennemsnitlige ordreværdi

Der er stor forskel på ordrestørrelsen for kunder, der kommer ind på en webshop via betalt trafik fra de forskellige sociale medier. I gennemsnit handler kunder, der kommer fra Snapchat, for 378 kr., mens kunder fra Facebook bruger 458 kr., og kunder fra Instagram bruger 683 kr. Højdespringeren er Pinterest, der giver webshoppen en gennemsnitlig ordreværdi på 1022 kr.

– Selv om Instagram og Pinterest giver forholdsvis lidt trafik, understreger de høje gennemsnitsordreværdier det store potentiale, de har for modeforretninger, siger Jim Löfgren, CEO for Nosto, i en pressemeddelelse.

Den højeste konverteringsrate

Nok får mode-netbutikkerne de største ordrer via Pinterest, men til gengæld er konverteringsraten lav, både når det gælder betalt og organisk trafik.

Her er det Facebook, der klarer sig bedst. Konverteringsraten for kunder, der kommer ind på en webshop via betalt trafik fra Facebook, er 0,73 procent, mens organisk trafik fra Facebook giver en konverteringsrate på 1,24 procent.

Nummer to i kapløbet om konverteringsrater er Instagram, som kan bryste sig af 0,41 procent ved betalt trafik og 1,18 procent ved organisk trafik.

- I øjeblikket er konverteringsgraden relativt lav, hvilket gør, at kanalerne risikerer primært at blive brugt til brandopbygning. Potentialet er til stede, men spørgsmålet er først og fremmest, om Pinterest kan lykkes med udfordringen med at bygge bro mellem inspiration og køb og blive en vigtig indtægtskilde for mode-webshops i fremtiden, ligesom Instagram har gjort i den senere tid, siger Jim Löfgren.

Gennemsnitlig ordreværdi vs. konverteringsrate

Kunder, der er kommet frem til en webshop via betalt trafik fra sociale medier, lægger gennemsnitligt større ordrer end de kunder, der kommer via organisk trafik fra de samme sociale medier. Omvendt giver organisk trafik en bedre konvertering.