I kølvandet af politianmeldelse: Bilka betaler bøde på tre millioner

”Selvfølgelig kan vi begå fejl”.

I december 2019 blev Salling Group, som ejer Bilka, politianmeldt af Forbrugsombudsmanden for vildledende markedsføring.

Det drejede sig helt konkret om en Grill, der i Bilka-varehusene, blev markedsført som et kombinationstilbud til 6.999 kroner, hvis kunden også købte betræk og rotisseri.

Annonce

Normalprisen for kombinationen blev samtidig oplyst til 18.397 kroner, og grillen alene var prissat til 16.999 kroner.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, har vurderet, at Bilkas normalpriser på blandt andet grill i den pågældende periode ikke har været retvisende. Der blev i den forbindelse smidt en bøde efter Bilka på tre millioner, som varehuset nu har accepteret at betale i en erkendelse af, at markedsføringen af kombinationstilbud på grill tilbage i dele af 2018 og 2019 var skæv.

Selvfølgelig kan vi begå fejl og i enkelte tilfælde tolke lidt anderledes end Forbrugerombudsmanden, men her var vi tidligere for langt fra Forbrugerombudsmandens tolkning. Det er ikke godt nok, og det skal vi gøre bedre, siger Henrik Schmidt, indkøbsdirektør for Bilka nonfood.

Ifølge Christina Toftegaard Nielsen er det desværre ikke et enkeltstående tilfælde.

Det er ikke første gang, at virksomheder føler sig fristet til at markedsføre varer med urealistiske normalpriser. Det må man naturligvis ikke. Forbrugerne må ikke vildledes til at tro, at et tilbud er bedre, end det er, siger hun i en kommentar til bøden.