Ikea donerer møbler til corona-smittede hjemløse

Finansieret af Novo Nordisk Fonden.

Ikea har valgt at donere 200 produkter til et nødherberg for hjemløse og socialt udsatte borgere, der åbner i dag.

Det er alt lige fra sengetekstiler og belysning til vægdekoration til de seks enkeltstuer samt det ene personalerum.

Annonce

Thomas Chemnitz, Sales Manager i Ikea Odense, håber at donationen kan være med til at hjælpe nogle af samfundets mest udsatte borgere og skabe en tryg base i en svær tid.

Ikea er til for de mange mennesker, også de socialt udsatte og hjemløse. Derfor er vi enormt glade for at give et bidrag til nødherberget i Odense, som forhåbentlig kan hjælpe nogle af de mest udsatte mennesker gennem denne krisetid, siger Thomas Chemnitz.

Nødherberget, der er finansieret med støtte fra Novo Nordisk Fonden, er oprettet i et samarbejde mellem Odense Kommune, Odense Universitetshospital og Kirkens Korshær i Odense.

Hos Odense Kommune er man taknemmelig for opbakningen.

Der er ingen tvivl om, at den her periode er rigtig hård for mange af de mennesker, der i forvejen lever et udsat liv, og derfor skal vi løbe ekstra stærkt for at finde løsninger, så vi kan tage os af de mest udsatte i vores samfund. I sådan en periode er det en god opmuntring at opleve, at der også er en del private virksomheder, der har øje for at hjælpe de udsatte og de hjemløse, fortæller Brian Dybro, rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.