IKEA sætter byggeri af nyt varehus på standby

Det nye 55.000 kvadratmeter store varehus i Esbjerg lader vente på sig.

For et år siden offentliggjorde Ikea sine planer om at etablere et splinternyt varehus i Esbjerg, som skulle brede sig på 55.0000 kvadratmeter.

Annonce

Varehuset skulle stå klar i 2021, men både interne og eksterne faktorer har været inde og røre ved tidsplanen, og derfor er byggeret nu blevet sat på pause.

- Vi var enormt glade for den varme modtagelse vores planer om at åbne et varehus i Esbjerg fik. Derfor er vi mindst lige så kede af at måtte sætte esbjergensernes tålmodighed lidt på prøve nu, hvor vi melder ud, at vi desværre ikke kan overholde den oprindelige tidsplan. Vi ser et stort potentiale i den syd- og vestlige del af Jylland og ser frem til at tilbyde vores sortiment til lave priser i Esbjerg. Men når vi kommer til Esbjerg, skal det være i den rigtige form, så vi bygger et varehus, der har fremtiden foran sig, siger Anders Lyhne Nordtorp, ekspansionschef hos Ikea Danmark.

Grunden til den pludselige byggepause er en kombination af ændringer i danskernes forbrugsmønstre samt arbejdet med fremtidens varehuse på globalt plan.

- Vi lever i en verden, hvor alt bliver mere digitalt – også vores købsvaner. Vi kan se, at flere og flere danskere handler på nettet frem for i de fysiske butikker. Det er en udvikling, vi er nødt til at tage seriøst. Det er vores ambition at bygge nye varehuse, der sikrer, at vi møder vores kunders behov og giver dem den bedst mulige Ikea oplevelse i fremtiden. Derfor arbejder vi på at afklare, hvordan kundemødet skal være i fremtiden, og det har også indflydelse på vores planer i Esbjerg, forklarer Anders Lyhne Nordtorp.

Han afrunder med:

- Lige pt. fokuserer vi vores kræfter på at redefinere planerne for vores andet nye varehus i København. De erfaringer, vi gør os i arbejdet med København, tager vi selvfølgelig med, når vi ser på udviklingen af varehuset i Esbjerg. Pausen i Esbjerg er en naturlig følge af, at vi også har måttet ændre tidsplanen i København.

Ikea Danmark kan ikke, på nuværende tidspunkt, melde en ny tidshorisont for byggeriet af Ikea Esbjerg ud.

Annonce