Kan MobilePay klare presset fra Apple Pay?

Det startede med Jyske Bank og Nordea – Nu følger mange andre store banker trop

Annonce

Verdens næstmest værdifulde virksomhed har netop styrket sit fodfæste på det danske betalingsmarked. Apples mobilbetalingsmetode Apple Pay, som i nogle måneder har været tilgængelig for kunder i Jyske Bank og Nordea, bliver inden længe også implementeret af en lang række andre danske pengeinstitutter. Ifølge Claus Methmann Christensen, administrerende direktør for betalingsvirksomheden Clearhaus A/S, vil dette betyde en ændring i måden, danskerne køber og sælger på.

Siden 2. april har kunderne i 18 af landets lokale banker haft mulighed for at bruge Apple Pay, og flere banker arbejder på løsningen, bl.a. Sydbank, Nykredit, Arbejdernes Landsbank og Spar Nord. Også Danske Bank, som ejer MobilePay, er blandt de banker, som har offentliggjort, at deres kunder inden længe vil få mulighed for at betale med Apple Pay.

Annonce

– Den øgede tilslutning fra bankerne betyder altså, at antallet af Apple Pay-brugere potentielt kan stige ekstremt meget i den nærmeste fremtid, ​fortæller Claus Methmann Christensen.

LÆS OGSÅ: Apple satser stort med nyt betalingskort

Til fordel for forbrugerne

– Historien fortæller, at konkurrence skaber innovation. MobilePay er en fantastisk betalings-app og har over de seneste 5 år sikret sig en solid plads på de fleste danske smartphones, men de står over for øget konkurrence. Apple sidder på cirka 50% af markedet for smartphones i Danmark, og Apple Pay er integreret i alle nye iPhones - det giver den amerikanske wallet en fordel i forhold til MobilePay, ​siger Claus Methmann Christensen.

Tilbage i august 2018 fik kunder i Jyske Bank og Nordea som de første i Danmark mulighed for at bruge Apple Pay. Katrine Bak Primdahl, Afdelingsdirektør – Kort og Betalinger, hos Jyske Bank tror på, at den nye udvikling i sidste ende vil komme forbrugerne til gode.

– Vi er glade for, at andre banker slutter sig til Apple Pay - det betyder bare, at vi tog den rette beslutning, da vi begyndte at tilbyde vores kunder Apple Pay. I takt med at flere banker går samme vej, vil Apple Pay nå ud til flere og flere forbrugere. Det betyder også, at flere vil få kendskab til betalingsmetoden og de muligheder, som den bringer med sig, siger hun. “Det har været en rigtig spændende rejse for både vores kunder og for os. Vi har set mange kunder, som bruger Apple Pay til sine daglige betalinger, ​tilføjer Katrine Bak Primdahl.

David og Goliat

MobilePay så dagens lys i 2013 og har stort set haft markedet for sig selv i næsten seks år.

– Til dato har det været en ubrudt vækst- og udviklingsrejse. Vi er gået fra ingenting i maj 2013 til i dag at have 4,1 mio. danskere som brugere, 120.000 butikker og webshops som erhvervskunder, gennemføre 280 mio. transaktioner årligt (2018), overføre for over 80 mia. kr. årligt, siger Peter Kjærgaard Kriegbaum, pressechef hos MobilePay.

Med en af verdens største tech-virksomheder som konkurrent får MobilePay nu kam til sit hår. De er dog ikke bekymrede over Apple Pays tilstedeværelse i Danmark.

– Det vil være naturligt, hvis Apple Pay nu kommer til at vokse, fordi flere banker vil tilbyde kunderne løsningen. Vi tror bare ikke, at det vil påvirke væksten hos MobilePay. For antallet af mobilbetalinger vil fortsætte med at stige, mens kontantbetalinger og kortbetalinger vil falde eller aftage i stigning. Vi kan foreløbig glæde os over, at danskerne er meget glade for at benytte vores løsninger. En nylig YouGov-survey fra Nordea viste, at 97% af de mobilbetalende danskere benytter MobilePay, knap 8 procent mobilt dankort, 3,8% Google Pay og 3,3 procent Apple Pay, fortæller Peter Kjærgaard Kriegbaum.

LÆS OGSÅ: Dansk betalingsgateway med vokseværk

Ikke helt det samme

– Apple Pay og MobilePay er bygget og brugt til to forskellige ting. Infrastrukturen, som ligger bag, er meget forskellig. Det samme gælder det behov, som de dækker hos kunderne. MobilePay er primært en forbruger-til-forbruger-service (P2P). De har aldrig rigtig fået fat i markedet for betalinger i fysiske butikker, fordi det kræver ekstra terminaler og udstyr. På det område har Apple Pay en klar fordel, da det fungere på samme måde som et kontaktløs betalingskort, lyder det fra Jyske Banks Katrine Bak Primdahl.

– Vi blev etableret som en ren vennebetaling (P2P). I dag er vi den eneste løsning på markedet, der fungerer på tværs af alle telefontyper og alle betalingssituationer - altså butikker, online, appswitch, private betalinger, donationer, fakturaer og faste betalinger. Samtidig har vi med alle landets banker skabt en konto-til-konto betalingsstruktur, der markant har reduceret vores omkostninger. Det har gjort, at vi i dag har markedets laveste transaktionspriser for hovedparten af de danske erhvervsdrivende. Godt 30% af MobilePay-transaktionerne er P2B – en andel, der har været uafbrudt stigende over de seneste år, siger MobilePays Peter Kjærgaard Kriegbaum.

Er der plads til begge?

Til spørgsmålet, om MobilePay og Apple Pay kan eksistere side om side, svarer MobilePay:

– Det kan de sagtens. Faktisk har vi siden vi blev født i 2013 vidst, at de globale tech-brands før eller siden ville komme til Danmark og Norden. Vi har brugt tiden på at blive den mest udbredte danske app nogensinde og bygget meget stærke betalingsrelationer mellem bankerne, borgerne og erhvervslivet. Nu er de her så. Google Pay, Ali Pay, Apple Pay, PayPal, snart Facebook Pay og givet mange andre. Fremtiden tilhører dem, der bygger de stærkeste alliancer, tilbyder den bedste brugeroplevelse og leverer betalinger til den mest fornuftige pris. Vi har ikke tænkt os at ligge stille.

Apple ligger bestemt heller ikke på den lade side, og med Apple Pay går brugervenlighed og sikkerhed hånd i hånd.

– Apple Pay har et par unikke funktioner. Den vigtigste er nok, at det er nemmere at gennemføre en betaling med Apple Pay. Når du handler i en fysisk butik, skal du blot holde din iPhone eller dit Apple Watch hen over terminalen. Og i samme sekund vil du høre et “ping”, som fortæller dig, at betalingen er gennemført. Flere og flere er blevet klar over, at stort set alle fysiske butikker i dag understøtter kontaktløse betalinger og dermed også Apple Pay, fortæller Claus Methmann Christensen og fortsætter: Selvom Apple forsøger at gøre betalinger så gnidningsfri som muligt, går de ikke på kompromis med sikkerheden. De bruger biometrisk bekræftelse og autentificering i form af fingeraftryk og ansigtsgenkendelse, hvilket gør betalingerne ekstra sikre og beskytter kunden yderligere, ​tilføjer han.

Webshops bør tilbyde begge løsninger

Med mere end 5000 danske webshops i kundedatabasen har Clearhaus et godt overblik over antallet og typen af online betalinger.

– Vi kan se, at antallet af Apple Pay-transaktioner langsomt stiger, men det er endnu ikke i nærheden af tallene for MobilePay Online. Vores data, kombineret med tal fra vores partner QuickPay, viser, at andelen af MobilePay-transaktioner er steget fra 14% i januar 2018 til 22% i marts 2019.

– Der er en tydelig stigning i antallet af køb, som gennemføres via mobil, og jeg tror, at der er plads til en udfordrer på markedet. Med yderligere 18 banker, der understøtter Apple Pay, heriblandt endda Danske Bank, vil tingene måske ændre sig hurtigere end man tror. Mit råd til webshopejerne er, at have begge løsninger tilgængelige i checkout. De koster mere eller mindre det samme at implementere, og det viser dine kunder, at du virkelig forsøger at gøre tingene lettere for dem – hvilket i sidste ende vil booste din konverteringsrate, ​siger Claus Methmann Christensen.