Konkurs hos kæde med 11 butikker

Leder med lys og lygte efter ny køber.

Annonce

Butikskæden WeCoverYou er den største af sin slags i hele landet med salg af tilbehør til mobiltelefoner, tablets og computere.

Nu melder forretningen dog konkurs og otte af kædens 11 butikker står til lukning – herunder risikerer 60 medarbejdere at miste deres job.

Det skriver B.T.

Annonce

- Jeg har det rigtig dårligt. Det gør rigtig ondt at se ens livsprojekt gå ned. Det er også en rigtig svær situation over for medarbejderne. Vi har virkelig kæmpet det seneste år for at få det til at køre, men der var nogle banker, som ikke ville være med, fortæller Johnny Nielsen, administrerende direktør i WeCoverYou, til B.T.

Konkursadvokat Morten
Bjerregaard har udtalt, at man arbejder på at finde en køber. Flere kendte
brands skulle allerede have taget kontakt.

Trods konkursen har fire af kædens butikker stadig åbent, mens tre franchisebutikker ikke bliver påvirket.

En rød bundlinje

I det nyeste årsregnskab for 2017/18 havde selskabet bag butikskæden - Kava ApS - et underskud på 1,1 millioner kroner.

- Årets resultat er påvirket af afmatning i markedet. Ledelsen har besluttet, at selskabets igangsatte ekspansionsplaner indtil videre sættes i bero. Beslutningen har medført, at allerede etablerede udvidelser af ledelseslaget og interne administrative funktioner har måttet afvikles, skriver virksomheden i ledelsesberetningen.