Massiv konkurrence på pakkemarkedet kommer forbrugerne til gode

Hvordan finder pakken sin vej hjem til dig? Der er efterhånden adskillige valgmuligheder.

Når vi bestiller et produkt fra nettet, tilbyder netbutikkerne i stigende grad, at vi kan vælge mellem forskellige transportører af vores varer.

Annonce

Hver tiende netbutik tilbyder op til hele fem eller flere distributører, som forbrugerne kan vælge imellem. Det kan være alt fra PostNord, UPS, GLS, der leverer din pakke.

– Det er besværligt at have flere distributører. Omvendt kan man sige, at man ikke kan drive en net- eller anden butik, hvis man ikke har tilfredse kunder, siger kommunikationsdirektøren hos Foreningen for Dansk Internethandel, Henrik Theil.

I forbrugernes øjne er prisen helt afgørende og er derfor den parameter, de fleste vælger leveringsløsning ud fra. I den forbindelse er der også kommet et større fokus på gennemsigtighed i branchen.

Pakke.dk er et eksempel på en populær løsning. Siden sælger nemlig ikke kun fragt, men har gjort det til en dyd at gøre markedet transparent, så forbrugerne har øje på de mange muligheder.

Det er sundt for konkurrencen

Cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk mener, at tendensen kan være ganske gavnlig:

– Det er noget, vi skal vænne os til at udnytte. I gamle dage var der én leverandør og én kvalitet. Nu er der en langt større valgfrihed. Og det kan man bruge til sin egen fordel.

Distributørerne af pakker har nemlig alle deres specialiteter.

– Man kan sige, at Post Danmark (nu PostNord, red.) har altid haft styrken, at de kunne levere på hjemmeadressen og en enkelt af de andre distributører har også taget den del til sig. Og så er der nogen som GLS, der er gode til at have en hel stribe steder, hvor man har muligheden for at få leveret pakken, siger Henrik Teil.

Annonce

Det er også en stor fordel for forbrugerne, at de får valgfrihed.

– Det er blevet et meget bedre marked for forbruger, der sender og modtager pakker, fortæller cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk.

Et selskab, der har specialiseret sig i hurtige leveringer samt lave priser gennem en innovativ forretningsmodel er DAO, som også er én af Danmarks hurtigst voksende distributører inden for pakkemarkedet.

Der er en stigende tendens til, at flere får sendt deres pakker til en postbutik, en pakkeshop eller en pakkeboks i stedet for at få leveret pakken på hjemmeadressen.

– En af de helt klare determinanter er, at kunderne ofte ikke har været tilfredse med leveringstidspunkterne og derfor selv skulle ned og hente pakken på postkontoret. DAO har lavet det sådan, at man kan få bragt den til døren mens man sover eller selv vælge hvilken pakkeboks det skal leveres i. Netop denne frihed har gjort at flere danskere har valgt at benytte muligheden, samtidig med, at man også sparer penge, udtaler Martin Salamon.

Kilde: Fredericiaavisen.dk