Massivt behov for hjælp: 15.000 har allerede søgt lønkompensation

Det vælter ind.

Onsdag den 25. marts åbnede Erhvervsstyrelsen for ansøgninger til den såkaldte lønkompensationsordning.

Forventningen er, at omkring 50.000 danske virksomheder vil benytte sig af den nye ordning.

Annonce

I alt 4.690 virksomheder søgte på førstedagen, og nu er tallet steget markant – det vælter ind.

Hele 15.852 virksomheder har nu søgt om kompensation til deres medarbejdere for at undgå fyringer.

Ordningen betyder, at både store og små virksomheder med statens hjælp kan sende medarbejderen hjem med fuld løn i stedet for at opsige medarbejderen.

Hidtil har statens bidrag været maks. 23.000 kroner pr. måned for funktionærer og maks. 26.000 kroner for ikke-funktionærer.

Men i går hævede regeringen og arbejdsmarkedets parter begge deres beløb til 30.000 kroner pr. måned.

Kompensationsordningen gælder fra og med 9. marts til og med 8. juni 2020.

Vores samfund og store dele af verden er fortsat i en alvorlig sundhedskrise, og derfor fortsætter regeringen med at gøre alt, hvad vi kan for at få Danmark sikkert igennem krisen. Jeg er glad for, at titusindvis af lønmodtagerne med denne ordning kan beholde deres job med fuld løn og undgå en fyreseddel, som vi ved går hårdt ud over den enkelte og deres familier. Og vi har i går justeret aftalen sammen med arbejdsmarkedets parter, så endnu flere kan få gavn af den. Parterne fortjener endnu en gang ros for at have taget ansvar, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Annonce