Matas-rival tredobler både omsætning, medlemmer og ansatte

Frankrig og England er de næste lande i rækken. 

Den danske iværksættervirksomhed Goodiebox, der sælger månedlige abonnementer på skønhedsprodukter, efterlader sig røgspor i denne tid.

Der er fart på forretningen, og særligt 2019 har givet ”sved på panden” – på den gode måde.

Annonce

Topchef Rasmus Schmiegelow kan begejstret tilse virksomhedens bundlinje, der har vokset sig tre gange så stor i 2019.

Det bliver til omkring 180 millioner kroner i omsætning, ifølge Finans.

Og tallet ”3” viser sig gennemgående for onlineaktøren. Selskabet har nemlig også tredoblet antal medlemmer og sin medarbejderstab til henholdsvis 150.000 og 150.

Det svarer til to nye ansatte, og 2000 nye navne i kartoteket, om ugen i løbet af 2019.


Vækstrejsen fortsætter

I september sidste år berettede vi om, at Goodiebox havde travlt med at ekspandere sin forretning til Europa – virksomheden lancerede både i Østrig, Schweiz, Finland og Tyskland.

Og ifølge direktøren er vækstrejsen langt fra slut:

LÆS OGSÅ: Danske Goodiebox tager på eventyr i Europa

I 2020 vil vi fortsætte vores vækstrejse ud i Europa og planlægger lige nu at ekspandere til England og Frankrig. Vi vil være den førende i Europa og ramme 300.000 medlemmer, når året er omme, siger medstifter Rasmus Schmiegelow til Finans.

Annonce

På trods af den imponerende vækstrate det sidste års tid, er Goodiebox en underskudsforretning – og det er fjerde år i træk.

Det seneste underskud landede på 21,3 millioner danske kroner i regnskabsåret 2018/19. Men det er ikke noget, der har slået ledelsen ud af kurs – tværtimod.

Udviklingen af Goodiebox er i overensstemmelse med den businessplan, der er lagt for virksomheden. Det væsentligste mål for Goodiebox i den kommende periode er at udbygge positionen som europæisk markedsleder inden for abonnement på skønhedsprodukter samt fortsat vækst af den internationale medlemsbase, skriver ledelsen i årsregnskabet.

Goodiebox blev stiftet i 2012 af Rasmus Schmiegelow og Nikolaj Leonhard-Hjorth.