Matas tilbyder alle sine medarbejdere gratis corona-test

Historisk lavt sygefravær.

Der er blevet indgået et nyt samarbejde mellem Falck og Matas. I ”sammensmeltningen” får samtlige 2500 medarbejdere i Matas tilbudt en gratis corona-test.

Det er den såkaldte antistof-test, der kan afgøre, om en person har været smittet med coronavirus og dermed dannet antistoffer i kroppen.

Annonce

Vores medarbejdere har stået i frontlinjen i åbne butikker de seneste 8 uger og de har klaret det flot. Sygefraværet har faktisk været historisk lavt i perioden. Som mange andre har vores medarbejdere et stort ønske om at blive testet for antistoffer og få opklaret, om de har været smittet med Covid-19 uden at have haft alvorlige symptomer”, siger adm. dir. hos Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg.

Resultaterne fra de tests, der bliver foretaget hos Matas, er fortrolige og bliver udelukkende delt med testpersonen. Desuden har medarbejderne adgang til en hotline hos Falck, hvor de kan stille spørgsmål til fagpersonale.

Statistikken bliver dog delt med interesserede myndigheder og eksperter.

Med dette initiativ kan vi i Matas være med til at kaste lys over mørketallet i detailhandlen. Der er i dag ikke nogen viden om, hvor mange, der har været smittet med Covid-19 men enten været helt symptomfri eller kun oplevet lette symptomer. Vi giver med denne test vores medarbejdere mulighed for at få en afklaring og giver desuden et bidrag til, hvordan vi som samfund kan indrette os til den nye virkelighed, nu hvor Danmark har taget fat på genåbningen, afrunder Gregers Wedell-Wedellsborg.