Modehus går i luften med to selvstændige netbutikker

”Vi ser frem til vores digitale rejse”.

Vi har skrevet meget om, at antallet af nye webshops er stødt stigende i denne tid.

Og nu udvider de to tøjmærker, Day Birger et Mikkelsen og 2ndday, også med to selvstændige netbutikker. Det oplyser selskabet bag de to brands i en pressemeddelelse.

Annonce

Det er en vigtig milepæl, mener den administrerende direktør hos modehuset, Peter Henriksen:

Lanceringen af de to onlinebutikker er en vigtig milepæl for vores brands. Med fysiske butikker på tværs af Skandinavien og retailers overalt i verden, er det et naturligt skridt at tilknytte dette netværk med webshops. Vi ser frem til vores digitale rejse forude og til at præsentere og dele vores univers med hele verden, siger han.

De splinternye onlinebutikker, day.dk og 2ndday.dk, er allerede aktive og klar til at byde kunder fra hele Europa, Storbritannien og Norge velkommen.

Det har været en udfordrende tid for modehuset, rent økonomisk. I 2018 blev der sat gang i en redningsplan, som indebar at Day Birger ét Mikkelsen lukkede en række af sine butikker, så antallet var nede på 20 ved offentliggørelsen af årsregnskabet sidste år.

Derudover skete der et frasalg af taskebrandet Day Et, og således blev der, på ny, pustet tiltrængt luft i modevirksomheden.

Den store redningsplan har været aktuel hele 2019, og de fulde effekter skal gerne vise ansigt i indeværende år, ifølge nyeste regnskab.