Modekæmpe zoomer ind på bæredygtighed – knækker koden til salg af second-hand?

Ny "pre-owned"-kategori lander snart. 

Her til morgen offentliggjorde Zalando sit årsregnskab, og i den forbindelse oplyser virksomheden, at der fremadrettet skal meget mere fokus på bæredygtighed.

Zalando kommer til at investere massivt i second-hand, og startskuddet bliver blandt andet lanceringen af modevirksomhedens helt egen kategori: ”Pre-owned”.

Annonce

Indledningvis lander den nye kategori i Tyskland i efteråret 2020 og vil henvende sig til både kvinder, mænd og børn.

LÆS OGSÅ: De runder 60 milliarder kroner

Den grundlæggende ide er, at kunderne får mulighed for at købe kurateret second-hand mode, og samtidig også sælge eget tøj og accessoires til Zalando, som kan glæde helt nye ejere.

En proces, som naturligvis bliver overset og håndteret af den store modeplatform.

I bytte for de varer, der bliver sendt ind til Zalando, modtager kunderne point, som de kan handle for. Fragt, betaling og resten af ​​transaktionen skal fungere på samme vis, som Zalandos andre varer.

Det vil være muligt at filtrere og søge efter brugte produkter, lige som med alle vores andre varer. Så det er en oplevelse, kunderne allerede er bekendt med. Vi tror, at det der har manglet inden for second-hand, er en nem og sjov måde at shoppe på, sagde Anne Pascual, direktør for produktdesign hos Zalando, på en pressekonference i morges.

Ifølge Zalando har der været stor interesse for second-hand mode i den seneste tid, og den nye kategori bliver lanceret for at imødekomme den voksende tendens.

Det er især den yngre generation, der viser interesse, fortæller CEO, Rubin Ritter.

Annonce

Det handler om at følge med tiden og forudsige tendenser, men det handler også om at tilføje en ny dimension til Zalando; at blive det ultimative udgangspunkt for mode for alle, afrunder Anne Pascual.