Nemlig.com løfter sin omsætning med 234 millioner kroner

Dog lander resultat før skat på minus 80 mio. kroner. 

Nemlig.com har løftet sin omsætning med 25 procent i det forgangne årsregnskab og når dermed en koncernomsætning på 1,3 mia. kroner. Det er en ny rekord.

Annonce

Den store vækst underbygger, ifølge virksomheden, troen på, at dagligvarehandlen er trådt ind i en ny fase, hvor endnu flere forbrugere i fremtiden vil købe deres dagligvarer på nettet. Derfor vil nemlig.com øge sine investeringer de kommende år.

Langt hovedparten af væksten i nemlig.com er sket i de eksisterende leveringsområder, hvorfor der således er tale om en solid, organisk vækst.

- Det har virkelig været et spændende år med meget stor fokus på at skabe en endnu bedre indkøbsoplevelse for vores kunder. Vi har bl.a. lanceret en helt ny app, som gør indkøbsoplevelsen endnu mere relevant og nem. Dernæst har vi brugt regnskabsåret på at udvikle et helt nyt måltidskassekoncept, som vi lancerede i august måned, kort efter regnskabsårets afslutning. Sidst, men ikke mindst, er vi lykkedes med at tiltrække mange nye dygtige kollegaer, siger administrerende direktør og stifter af nemlig.com, Stefan Plenge, i en pressemeddelelse.

Investeringer i medarbejdere har sat spor på resultatet

Resultatet før skat ender på minus 80 mio. kroner i nemlig.com og er på niveau med sidste regnskabsår, hvilket er bedre end forventet, lyder det fra selskabet.

Onlinesupermarkedet er vokset med cirka 200 nye medarbejdere, men i følge virksomheden har effektive processer i logistik, en stor sortimentsudvidelse og den stærke omsætningsvækst sikret en indtjening, der bl.a. har opvejet for investeringen i de mange nye medarbejdere.

Dernæst skal nye specialister inden for en lang række områder såsom business intelligence, marketing, kategori, operations og HR være med til at løfte nemlig.com til nye højder.

- Vi har fortsat vores store investeringer i organisationen, og står nu bedre rustet end nogensinde til at udleve vores vision om at skabe et bedre liv for danskerne. Vi har formået at udvikle vores forretning og blive mere effektive, så vi leverer et resultat på niveau med sidste år, til trods for at vi har budt 200 nye kollegaer velkommen. Den udvikling vil vi fortsætte og de kommende måneder vil vi rekruttere op mod 25 nye specialister til at udvikle vores forretning, fortæller Stefan Plenge.

Ny-lanceret koncept skal skabe vækst

I august trådte nemlig.com ind på et helt nyt forretningsområde ved at lancere et måltidskassekoncept.

Annonce

Med lovning på hurtig levering alle ugens dage, og mulighed for at bygge sin egen måltidskasse kombineret med levering af de almindelige dagligvarer, har kunderne taget godt imod det nye måltidskassekoncept.

De første fire uger efter lanceringen solgte nemlig.com over 100.000 måltider, og nemlig.com forventer, at måltidskassekonceptet vil bidrage til øget vækst i det nye regnskabsår:

- Udover at det skal være nemt og hurtigt at handle, efterspørger vores kunder også inspiration til aftensmaden. Med vores nye, fleksible måltidskasser, som kunderne kan kombinere med deres bestilling af dagligvarer, tilbyder vi et unikt koncept, som rigtig mange danskere efterspørger i dag, afrunder Stefan Plenge.

Årsregnskabet i nemlig.com dækker over perioden, der løber fra d. 1/8 2017 til d. 31/7 2018.

Foto: PR, Stefan Plenge