Ny formand med flere topposter i bæltet

"Skal videreudvikle på Salling Groups stærke markedsposition". 

Salling Group skal udpege en ny bestyrelsesformand, efter at Nils Smedegaard Andersen, formand siden 2007, har valgt at træde tilbage.

En ny profil står klar til at påtage sig rollen – det bliver Bjørn Gulden, der sætter sig i formandsstolen fremadrettet.

Annonce

I Danmark er Bjørn Gulden mest kendt for sin tid som CEO for smykkevirksomheden Pandora, hvorefter han – i 2013 – søgte nye udfordringer hos Puma, som har hovedsæde i Tyskland.

Jens Bjerg Sørensen, formand for Herman Salling Fonden, er overbevist om, at det grundige kendskab til virksomhedens strategi, gennem bestyrelsesarbejdet, bliver afgørende:

Med Bjørn Gulden sikrer vi både kontinuitet og fokus på at videreudvikle Salling Groups stærke markedsposition og samtidig fastholde virksomhedens enestående driftsmæssige niveau. Som person skaber han resultater gennem involvering og tillid til organisation og ledelse, og eftersom Bjørn Gulden allerede har været en central del af bestyrelsen gennem flere år, har han derfor et grundigt kendskab til virksomhedens strategi og den stærke kultur, der kendetegner os.

Den nye formand ser også meget frem til sine forestående opgaver, og til at indfri både mål og strategier.

Alle virksomheder inden for retail står over for en række afgørende valg i et særdeles dynamisk marked, og over de seneste mange år har Salling Group forberedt sig godt på fremtidige muligheder. Jeg ser derfor utrolig meget frem til at fortsætte samarbejdet med den øvrige bestyrelse, Salling Groups ledelse og virksomhedens mange passionerede medarbejdere, så vi sammen indfrier strategien og de mål, vi har sat for virksomheden, siger Bjørn Gulden.

I 2018 omsatte Salling Group for 59,4 milliarder kroner og beskæftiger lige knap 50.000 medarbejdere i Tyskland, Polen og Danmark.