Ny kommunikationschef i Ikea Danmark

”At arbejde med et brand, der har 100 procent i kendskabsgrad er både en udfordring og et privilegium”

Efter 25 år, i flere funktioner hos Ikea, stopper Tina Lindharth i rollen som Country Corporate Communication Manager i Danmark.

Annonce

Stafetten bliver nu givet videre til Christian Mouroux Pedersen, der skal videreudvikle Ikea Danmarks kommunikation på det strategiske niveau og som får plads i direktionen.

Christian Mouroux Pedersen har bl.a. har stået i spidsen for udviklingen af en ny global strategi for Ikea’s employer branding-aktiviteter, og senest kommer han fra en stilling som Global Campaign Manager i Ikea Group.

Erfaringerne tæller også reklamebureauerne Zupa Recommended og We Love People samt fire år som uddannelseskonsulent på Københavns Erhvervsakademi.

Christian Mouroux Pedersen tiltræder sin nye stilling hos Ikea pr. 1. september 2019.


Flere opgaver som talsperson

Christian Mouroux Pedersen får titel af Country Communication Manager og plads i direktionen i Ikea Danmark.

Han får bl.a. til opgave at gøre kommunikation til en strategisk funktion, så Ikea arbejder endnu mere langsigtet med at nå sine positionerings- og forretningsmål. Samtidig får han flere opgaver som talsperson, end der hidtil har været knyttet til rollen som kommunikationschef.

- Først og fremmest bliver min opgave at bygge videre på det gode arbejde, som Tina og hendes team har leveret de seneste år. Det indebærer bl.a. et arbejde med at smelte intern og ekstern kommunikation endnu bedre sammen. Men vi skal også gentænke opgavefordelingen og samarbejdsformerne i vores nye kommunikationsafdeling, og det indebærer bl.a., at vi skal have tilført nye kompetencetyper, der kan gøre os endnu mere agile og produktive uafhængigt af kanaler, siger Christian Mouroux Pedersen.

Den nye kommunikationschef er går både stolt og ydmygt til opgaven:

Annonce

- At arbejde med et brand, der har 100 procent i kendskabsgrad, og som samtidig er på en kæmpe digital transformationsrejse, er både en udfordring og et privilegium, som jeg ikke kunne sige nej tak til. Når jeg så i tillæg får lov at overtage efter en ildsjæl som Tina, der har levet og åndet for Ikea i 25 år, og som har været med til at forme den brand-positionering, virksomheden har i dag, så er det med lige dele motivation og ærefrygt, at jeg går til opgaven med at videreudvikle Ikeas position, siger han.