Ny tidsfrist for implementering af SCA kolliderer med julehandlen 2020

Den europæiske bankmyndighed anbefaler en 15 måneders implementeringsperiode.

Onsdag den 4. september var en lettelsens dag for mange danske e-handlere. Årsagen til lettelsen var Finanstilsynets nyhed om en 18 måneders overgangsperiode til implementering af de kommende regler om SCA (Secure Customer Authentification), som kom kun 10 dage før reglernes ikrafttræden 14. september.

Aftalen om en overgangsperiode kom i stand, efter at blandt andet Dansk Erhverv, Dansk Industri og FDIH havde udtrykt bekymring for konsekvenserne af reglernes ikrafttræden. Der var særligt risikoen for tusindvis af afviste betalinger med alvorlige følger for e-handlen, der vakte bekymring.

Annonce

Fælles implementeringsperiode for hele EU

Nu, godt en måned senere, meddeler den europæiske bankmyndighed (EBA), at man anbefaler en implementeringsperiode, der varer frem til 31. december 2020 i stedet for 14. marts 2021, som flere af EU-landenes finanstilsyn har bevilget. EBA giver således de implicerede parter 2½ måned mindre til at implementere reglerne end landenes finansmyndigheder.

De 15 måneder og dermed deadline ved årsskiftet er uheldig, fordi den endelige gennemførelse og test nu ligger lige op til julehandlen i 2020. De ekstra 3 måneder ville have været en stor hjælp, skriver FDIHs kommunikationschef Henrik Theil i en nyhed på FDIHs hjemmeside.

Ekstra opgaver i december er selvsagt ubelejlige i en branche, hvor netop denne måned er så udpræget højsæson. Man kan dog trøste sig med, at den nye deadline er mindre hård end den oprindelige (14. september), da implementeringen skal ske gradvist.

Fælles retningslinjer

EBA har også fremlagt en tidsplan for implementeringsarbejdet, som man anbefaler de enkelte EU-lande at følge. Det er dog op til finansmyndighederne i de enkelte lande, om de vil følge tidsplanen planen.

Hos FDIH har man længe ønsket fælles retningslinjer for hele EU. Trods den forkortede implementeringsperiode bakker FDIH derfor op om EBAs anbefalinger.

Vi glæder os over udskydelsen, og vi opfordrer kraftigt til at følge EBAs anbefalinger om en fælles køreplan, så vi ikke skal konkurrere om sikkerhed på betalinger på tværs af det indre marked, skriver Henrik Theil.

Det er endnu uvist, om Finanstilsynet vælger at følger EBAs anbefalinger.


ANDRE ARTIKLER OM SCA-REGLERNE:

Annonce