Nye coronatal: Danske netbutikker begynder at mærke hverdagen

”Branchen bevæger sig i den rigtige retning”.

Det er efterhånden en kendt udvikling. Flere danske netbutikker blomstrer på krisens slagmark, og detailsegmentet bløder penge.

Og tallene fortsætter med at vidne om en frodig e-handel. Mere end hver tredje netbutik giver udtryk for, at de sidste 14 dage har lignet den hverdag, der befandt sig før krisens jerngreb om verden.

Annonce

Det fremgår af en ny analyse fra FDIH.

Analysen understreger, at udviklingen er positiv. Færre netbutikker mister kunder og antallet af butikker, der oplever vækst, fortsætter med at stige.

Faktisk er det hver femte butik, der oplever vækst på mindst 50 procent, og samtidig har hver tiende over 100 procent i vækst.

LÆS OGSÅ: Ny analyse: Danske netbutikker fordobler ordrer efter COVID-19

Der er også færre, som oplever et markant fald i salget, så der er fine tegn på, at branchen bevæger sig i den rigtige retning. Nu bliver det interessant at se, hvordan genåbningen af storcentre og fysiske butikker påvirker e-handlen, siger Simon Bjerremann, analysechef i FDIH.

Den massive vækst har blandt andet grobund i, at der er mange nye kunder på nettet, som ikke har handlet online tidligere. Forventningen hos Simon Bjerremann er også, at der bliver skruet yderligere op for den digitale handel efter krisen, og at branchen derfor ikke kan undgå at vokse på sigt.

Det er også værd at nævne, at der er kommet mange flere e-handlere til i den seneste tid. Flere og flere fysiske butikker vælger at udforske nethandlen, nu hvor coronakrisen har tvunget gågaderne i knæ – hos Shopstart er man eksempelvis nogle gange oppe på 5-6 nye webshops om dagen.

LÆS OGSÅ: Shopstart-direktør: ”Vi er nogle gange oppe på 5-6 webshops om dagen”

Annonce