Regeringen fremlægger ny ordning: ”Tusindvis kan beholde deres job”

Vil holde hånden under danske arbejdspladser.  

Sidste onsdag fremlagde regeringen en ny hjælpepakke til det danske erhvervsliv – en todelt håndsrækning på 40 milliarder kroner, som skal understøtte henholdsvis selvstændige og små erhvervsdrivende samt virksomheders faste udgifter.

I går åbnede Erhvervsstyrelsen for ansøgninger til den anden kompensationsordning i rækken, den såkaldte lønkompensationsordning.

Annonce

Dette indebærer, at virksomheder, der vælger at sende deres medarbejdere hjem frem for at afskedige dem, kan søge om lønkompensation.

I Erhvervsstyrelsen forventer man, at omkring 50.000 danske virksomheder vil benytte sig af den nye ordning.

Det er utrolig vigtigt for regeringen at holde hånden under så mange danske arbejdspladser som muligt. Med den her kompensationsordning kan tusindvis af lønmodtagere, der ellers ville være blevet fyret, beholde deres job og den løn, de kender. Samtidig giver det virksomhederne mulighed for at beholde medarbejdere, så de hurtigt kan komme på benene igen, når den ekstraordinære situation er i bedring, siger erhvervsminister Simon Kollerup i en meddelelse.

Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard Thomsen, mener at ordningen er helt afgørende – fyringer rammer nemlig ikke bare samfundet, men også de enkelte og deres familier.

Vi skal have landet så godt igennem denne sundhedskrise som muligt. Derfor er det afgørende, at virksomhederne fra i dag kan søge om lønkompensation, så så mange lønmodtagere som muligt beholder deres job og har noget at stå op til, når vi kommer på den anden side af det her. Trepartsaftalen om lønkompensation er med til at bevare i tusindvis af arbejdspladser og mange både store og små virksomheder har meldt ud, at deres medarbejdere skal være med i ordningen. Det er godt, for fyringer rammer ikke bare samfundet men går også hårdt ud over den enkelte og deres familier, siger han.

Kompensationsordningen vil gælde fra den 9. marts til og med den 8. juni 2020.