Danskerne er bevidste forbrugere, når de går på jagt i udsalgsjunglen.
På trods af en høj grad af skepsis, og for 51 procent en direkte mistillid til butikkernes udsalgspriser, er danskerne alligevel glade for et rigtig godt tilbud.
Men dog først efter grundig forberedelse.
Den danske forbruger sammenligner priser, før selve handlen, og vi ved ofte også godt, hvad vi gerne vil købe. Det viser en aktuel undersøgelse af danskernes udsalgsvaner, udført af Kantar for Pricerunner.
Det er godt nyt, at danske forbrugere har taget budskabet til sig. Hvis du vil være sikker på at gøre den bedste handel på et udsalg, som for eksempel Black Friday, er det afgørende, at du sammenligner prisen for at sikre dig at tilbuddet er så godt som det giver sig ud for at være, siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner, til Ehandel.dk.
Undersøgelsen viser endvidere, at 28 procent af de danske forbrugere undersøger udsalgspriser via prissammenligningstjenester - 17 procent går selv rundt mellem butikkerne og sammenligner priser, mens 19 procent bruger Google.
Men faktisk gør 20 procent af danskerne ingen af delene – de køber, hvis de synes tilbuddet virker godt nok og stoler på, at butikkens løfte om rabat holder vand.
Undersøgelsen fra Kantar afslører, sjovt nok, også en massiv mistillid til butikkernes udsalgspriser. Hver anden adspurgte dansker stoler ikke på de tilbud, de bliver eksponeret for under de store salgsfester.
Det er et bekymrende stort antal forbrugere, der ikke har tillid butikkernes priser, og det bør give stof til eftertanke hos alle. Forbrugerne skal kunne regne med at de priser, de bliver præsenteret for, siger Martin Andersen.
Men selv om forbrugerne, som udgangspunkt, har en stor mistillid til de mange udsalgskampagner, så ender overraskende mange alligevel med at købe noget.
Knap halvdelen (45 procent) af de mænd, der ikke har tillid til butikkernes tilbud, køber alligevel noget på udsalg – mens det kun er 1 ud 3 kvinder (34 procent), der alligevel lader sig fristelse og køber, selvom de ikke stoler på priserne.
Udsalg er et socialt event
Men der er også mange spontane køb. Danskerne kan godt lide at bruge udsalg, som f.eks Black Friday, som et socialt event, hvor vi sammen med venner og familie tager ind til handelsgaderne eller butikscentrene.
Udsalg er meget mere end bare tre klik hjemme ved computeren eller på telefonen. Det er også en sjov dag ude i byen, og så kan det godt være, at man køber noget på udsalg, men det er ikke dét, der er det egentlige formål, siger Martin Andersen.
Undersøgelsen er foretaget på baggrund af 1084 interviews med danske forbrugere, om deres holdninger og adfærd i forbindelse med udsalg.