Førstehjælp: Salling Group frigiver en halv milliard til leverandører

Danmark skal bevare flest mulige arbejdspladser.

Det er en hård tid for mange danske virksomheder.

Regeringen ruller allerede hjælpepakker ud, men en stor aktør på dagligvaremarkedet har også besluttet sig for at give en håndsrækning.

Annonce

Salling Group tilsidesætter nu kredittiden for allerede modtaget fakturaer fra små og mellemstore danske leverandører for et beløb på 500 millioner kroner.

Det kommer ønskeligt til at forbedre likviditeten hos leverandørerne i den aktuelle krise, hvor det er svært at producere og levere varer.

Vi ved godt, at det er et beskedent bidrag i det store billede sammenlignet med nationale hjælpepakker. Vores initiativ bidrager straks til at forbedre mindre virksomheders likviditet, og det er et af vores bidrag til, at Danmark kan bevare flest mulige arbejdspladser på den anden side af Corona-krisen, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Udbetalingen skal dække både leverandører af ydelser eller varer, som Salling Group anvender internt – eksempelvis i produktionen eller i bager- og slagterafdelinger. Det fremgår i en pressemeddelelse.

Direktøren er helt opsat på, at det danske erhvervsliv skal have de bedste muligheder for at blomstre med sit kæmpestore potentiale.

Vi oplever en fantastisk innovationskraft hos mange af de familieejede, traditionsrige og lokale producenter, som Salling Group samarbejder med. Den lyst til at udvikle nye varer og den mangfoldighed, der er i Danmark, vil vi gerne sikre, også er til stede i fremtiden, afrunder Per Bank.