Shaping New Tomorrow brager afsted: Løfter salg med 225 procent

 Har foretaget massive investeringer. 

Det voksende herretøjsbrand Shaping New Tomorrow (SNT) kunne se tilbage på en vellykket Black Friday, hvor virksomheden solgte for 100 procent mere end året før.

Og med blikket rettet mod det nyeste årsregnskab kan buksekometen endnu en gang glæde sig over fremgang – det blev til et mere end tilfredsstillende resultat i 2018/2019, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Annonce

LÆS OGSÅ: Shaping New Tomorrow: En Black Friday med 100 procent mere salg 

SNT kan fremlægge et samlet resultat før skat på 29 millioner kroner, sammenlignet med lige knap 11 millioner kroner sidste år – derudover en bruttofortjeneste på 34,6 millioner kroner. Samtidig er toplinjen vokset 225 procent.

Det skaber gode forudsætninger for udvikling, og virksomheden går fremtiden i møde med massive investeringer i nye, internationale markeder, butiksåbninger samt nye bæredygtige kollektioner.

Ifølge den administrerende direktør, Kasper Ulrich, er succesen en direkte konsekvens af, at virksomheden i partnerskab med førende europæiske tekstileksperter, har udviklet en højteknologisk tilgang til klassiske tekstiler.

Det er på få år lykkes os at gøre op med forestillingen om, at stilet herretøj er stift og ukomfortabelt at have på. Med vores tilgang og de nye materialer, som vi anvender i vores tøj rammer vi direkte ned i en tendens, hvor herremoden også i business segmentet er blevet langt mere afslappet, men hvor der ikke er gået på kompromis med kvaliteten. Vi stræber hele tiden efter at gøre den bedste kvalitet på markedet bedre og levere til den mest fordelagtige prissætning. Det er det, der er grundlaget for vores vækst, forklarer Kasper Ulrich.


Satsninger både offline og online

I dag foregår 70 procent af salget hos virksomheden online, mens 30 procent kommer fra butikkerne i København og Aalborg.

Danmark fylder 85 procent af websalget, mens 15 procent kommer fra nærmarkederne i Tyskland, Østrig, Sverige og Holland, hvor SNT lancerede webshops i foråret 2019.

Men den udenlandske vækst kommer til at fylde markant mere de kommende år.

Annonce

Inden sommerferien sætter vi fuldt blus på vores internationale ekspansion, som vi kommer til at satse et større tocifret millionbeløb på. Til den tid vil vi også løfte sløret for, hvilke udenlandske markeder vi satser på. Nogle lande investerer vi massivt i, både digitalt og med butiksåbninger, mens vi indtager andre lande pure digital.

Med de store investeringer i udenlandske markeder og en fordobling af medarbejderstaben, forventer Kasper Ulrich også en fordobling af toplinjevæksten i løbet af det næste år.

De store investeringer kommer dog – selvsagt - til at få en indvirkning på den indtjening, der ligger i indeværende regnskabsår.

Vi kan se på tallene både fra Danmark og udlandet, at mange tusinde vender tilbage hver eneste måned. Faktisk en tredjedel af alle salgene, er tilbagevendende kunder. Det giver os en stærk tro på, at vi med vores koncept og innovative designs har ramt en meget stærk tendens hos et bredt udsnit af mænd. Vi ser derfor et stort potentiale for at fortsætte vores positive udvikling på endnu flere markeder de kommende år, afrunder direktøren.

Han påpeger samtidig, at 2020 bliver året, hvor SNT lancerer en række nye, recycled kollektioner, som har været under udvikling et stykke tid.


Shaping New Tomorrow er etableret i 2015 og beskæftiger 40 ansatte på hovedkontoret i Aalborg samt i butikkerne i Aalborg og København.

Virksomheden har alt sin produktion i Portugal, der beskæftiger 200 mand.