Black Friday er så småt i bakspejlet, men flere danske netbutikker glæder sig stadigvæk over resultaterne fra dagen.
Hos Shaping New Tomorrow har der været megen fremgang at spore - virksomheden har solgt for 100 procent mere end sidste år.
Omsætningen landede således på 22,5 mio kroner, og mere end 23.000 ordre fandt vej til den modeorienterede forretning, som har fysiske butikker i både Aalborg og København.
Kunderne var mest vilde med at bruge penge på buksesuccessen: ”The perfect pants” samt den helt nylancerede skjorteserie.
Ifølge CEO, Kasper Ulrich, gik dagen smertefrit. Og selv om Black Friday altid byder på overraskelser er der én ting, som virksomheden altid sætter en ære i, og som ikke tåler kompromis:
Alle kendte deres roller og arbejdede effektivt i de respektive teams. På trods af en enorm mængde henvendelser gik det så glidningsfrit, som man turde håbe. Der er altid nogle learnings, som vi kan tage med næste år og gøre endnu bedre, men vores tilgang til Black Friday er altid at huske de loyale kunder og give dem en plads forrest i køen – det blev taget utrolig godt imod, fortæller direktøren til Ehandel.dk.
Shaping New Tomorrow kørte på fuldt blus fra torsdag til søndag, og man kan vidst roligt sige, at de har høstet frugterne af det hårde arbejde.